AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Ej blot til dans

Ej blot til dans

22/7/2018 | Forfatter: René Wiborg | Fotograf: Hreinn Gudlaugsson / Barbara Alexandersen
Århus Sinfonietta - Nye spor, Hotel Carmel, 21/07 15:00

Se fotogalleri fra koncerten


Hotel Carmel lagde sal til en velbesøgt eftermiddagskoncert i krydsfeltet mellem moderne kompositionsmusik og eksperimenterede jazz.


 

Under fanen Nye Spor diskede Århus Sinfonietta op med seks programpunkter, herunder to uropførelser. Musikerne var: Niels-Ole Bo Johansen (trb), Erik Kaltolft (p), Frederik Munk Larsen (g) og Henrik Knarborg Larsen (perc).

På forhånd var der lovet fingerknips, krasse akkorder og en rød ballon. Og det blev indfriet i de seks værker:

Gorm Askjær: SNAP! (2016) for kvartet
Værket er skrevet til Århus Sinfonietta, som uropførte det under jazzfestivalen 2016. Det lød som dengang, hvor anmelderen bl.a. skrev

”Hvad er et knips? En lyd, en gestus og en timekeeper i jazzen. Men det er også en måde at få opmærksomhed på. Knipsets væsen inspirerede Gorm Askjær til at sætte en ramme for en klassisk kvartet – uden improvisation:

Musikerne knipser i takt. På små indsatser. Guitaren nu med rumklang og effekter på. Der er rytmisk puls, og musikerne kigger rundt på hinanden – under koncentrerede øjenbryn … . Det imponerer, at en klassisk kvartet kan fylde så meget klangligt – uden på nogen måde at larme. Og det bliver helt lystigt mod enden. Som stemningen i et musikoptog.”
Læs anmeldelse fra 2016

Lil Lacy: Plant Blindness (2018) – uropførelse
Værket udforsker sammenbruddet af ting. De ting og situationer, vi mennesker tror, vi kender, kan dechiffrere eller kontrollere, er i virkeligheden ude af vores hænder. Lacys værk er bl.a. inspireret af menneskets forsøg på at tæmme naturen, som man gjorde det i de velkomponerede barokke haver.

Musikerne gestikulerer synkront med håndfladerne foran sig. Stryger hænderne mod underarmen, laver abrupte snit fremad med håndkanten – indimellem musikalske indsatser, der lyder som en smukt vuggende renæssancevals.

György Ligeti: Hungarian Rock (1978) – ny version for klaver
Ligeti arbejder med et fast groove i venstre hånd og en improviseret melodi i højre hånd. Det lyder improviseret, men er strengt gennemkomponeret. Et legende, dansende værk med en intens Erik Kaltoft ved klaviaturet.

Julie Kjær: A number has a Limit (2018) – uropførelse
Værket udforsker tallene fra 0 til 9 på forskellige måder. Det falder i fire dele, hvor hver musiker i kvartetten får en solo, der udforsker tallene på deres egen karakteristiske måde. Der er ostinater – gentagne figurer – samt to- og tretonetriller. De smukt syngende klokkebækkener stryges med en bue. Det er dramatisk, pulserende og slutter med en trommehvirvel som et godstog.

Gorm Askjær: Swinging! (2017) for kvartet
Skrevet til Århus Sinfonietta, som opførte det i 2017. Siden har Frederik Munk Larsen vist glemt, hvilken guitar han skal bruge :-)  
Til egen og almindelig moro måtte han stoppe et minuts tid inde i værket for at skifte guitar. Uddrag af tidligere anmeldelse:

”Swinging bød på drama, dybe klavertoner og genklang af temaet fra tv serien The Twilight Zone. Værket er bl.a. ”En kalejdoskopisk undersøgelse af ordet "swinging" og dets mange betydninger og muligheder i musikalsk, lydlig sammenhæng. Begrebet vil kunne opleves som: rytme eller puls – en swing-rytme, en swingende rytme eller grundpuls.”

Der var også en liggende banjo med. Den fik masser af rytmiske håndslag fra guitaristen, som også brugte en såkaldt E-Bow, der skabte elektrisk spænding på banjoens strenge til lange, syrede toner.
Læs anmeldelse fra 2017

Rolf Wallinn: Scratch (1991) for ballon
Eftermiddagen sluttede spektakulært med, at Henrik Knarborg Larsen manisk krammede en stor rød ballon. Dyppede fingrene i vand og fik den til at knirke, prutte dybt, jamre og lyde som en missimjav-basun. Som afslutning var der fuld suspense: Ville han punktere ballonen med slagterkniven og et knald?
Værket blev også opført i Aarhus Jazz Festival 2017.

Eftermiddagens program var udfordrende og interessant – men ikke for alle.
En dame sagde i hvert fald på vej ud af døren: – Nu vil jeg gå og finde noget musik, jeg kan danse til.
 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C