AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Overdådig hyldest til et stort menneske og en stor musiker

Overdådig hyldest til et stort menneske og en stor musiker

23/7/2018 | Forfatter: Carl Ancher Pedersen | Fotograf: Henning Espersen / Hreinn Gudlaugsson
Mindekoncert for Butch Lacy, Hotel Carmel, 22/07 14:00

Se fotogalleri fra koncerten


Musikalske venner var mødt talstærkt op for at bidrage til minde- og hyldestkoncerten for Butch Lacy, der døde i april i år. Det blev en helt igennem Butchy-Butchy eftermiddag.


 

Søndag eftermiddag blev der på Hotel Carmel sat det smukkest mulige punktum for årets udgave af Aarhus Festival. Musikalske venner – tidligere elever og musikere med private og musikalske relationer til Butch Lacy – var mødt talstærkt op for i ord og toner at bidrage tli hyldesten af en person, der har gjort indtryk og sat spor hos alle, der mødte ham. Og en underviser og musiker, der har sat spor i jazzen både udenlands og herhjemme, hvor han blandt andet har komponeret for og spillet med Danmarks Radio Big Band og her i Aarhus med Klüvers Big Band. 

De to musikervenner Anders Øbæk og Christian Windfeld havde taget initiativet og samlet trådene. I deres lille studie og spillested Garagen i Sjællandsgade havde Butch Lacy flere gange givet intimkoncerter, bl.a. i forbindelse med sidste års jazzfestival.

I sin indledning til den næsten tre timer lange og begivenhedsrige eftermiddag fremhævede Anders Ørbæk Butch Lacy for sin musikalske kunnen og åbenhed, sit nærvær og sin evne til at lytte. Men også for sin spiritualitet og sin nysgerrighed, der rakte langt ud over musikken og blandt andet også omfattede naturvidenskabelige fænomener som f.eks. universets sorte huller. Og når det hele blev lige lovlig åndrigt, kom humoren ind i billedet – med en munter bemærkning eller en vittighed. 

Meget af dette gik igen i de mange anekdoter, som de deltagende musikere fortalte. Og helt i Butch' ånd kom åbenheden og nysgerrigheden til udtryk i et overflødighedshorn af et program, der genremæssigt spændte fra svenske viser over fortolkninger af pop- og jazzstandarder samt artikansk dans (!) til avantgarde og free jazz. 

Butch' datter Lil, der skulle have været med, men var blevet forhindret, havde i stedet sendt et digt, som vi vender tilbage til. Derudover havde hun fortalt Anders Ørbæk om sit møde og sammenspil med japaneren Haruhiko Okabe under årets jazzfestival. Ifølge Okabe hedder "Okey-Dokey" på japansk "Butchy-Butchy"! – Hermed var der lagt op til en ualmindelig Butchy-Butchy eftermiddag.

Det er svært og uretfærdigt at fremhæve det ene bidrag frem for det andet. Men her er lidt om det, der gjorde størst indtryk på mig:

Lone Boyd, der fortalte, hvordan Butch' filisofi om musikken som en eksisterende kraft, som musikeren "bare" skal kanalisere ud, havde hjulpet hende af med sin præstationsangst. Bagefter sang hun "Alfie", bakket op af Nikolaj Hess (p), Jesper Riis (trp), Matthias Gregersen (b) og Daniel Sommer (drm). Nikolaj Hess introducerede næste nummer med at sætte ord på Butch rolle som en stor og inspirerende pianist, og derpå kom – helt i Butch' ånd - endnu flere musikalske venner på scenen. Jesper Løvdal og Niels Vincentz (sax) var med på en smuk udgave af Summertime, hvor Hess skilte sig ud med en formidabel klaversolo. 

Saul Zaks med to sange til eget guitarakkompagnement. Butch bad tit Saul om at synge spanske sange, når de var sammen. En af dem var den på én gang smukke og triste Alfonsina y el mar, om en kræftsyg pige, der drukner sig i havet. Den blev efterfulgt af en cubansk sang, som jeg ikke fik titlen på.

Butch havde fortalt Anna Oline Friboe om sit inspirerende møde med den afrikanske musik, der bragte ham i kontakt med kroppen og dansen. Og så fik vi afrikansk dans for fuld livsglad skrue med et ungt emsemble bestående af Anna Oline sammen med sin flok af dansepiger i spraglede gevandter. Og ikke at forglemme tre mandlige afrikanske trommeslagere. Hvis ikke vi var overbevist forinden, blev vi her for alvor mindet om, at koncerten ikke kun blev holdt til minde om en afholdt musiker, der var gået bort – men at den lige så meget var tænkt som en hyldest til samme og en kærlighedserklæring til musikken og til livet. 

Gregory Boyd fortalte, at Butch engang begejstret ringede for at fortælle ham, at der var et job i Aarhus med Klüvers Big Band. I lang tid hørte han ikke mere til den sag, indtil Butch pludselig ringede igen og sagde: "Vi skal øve i morgen – og koncerten er om tre dage!" – Så fik vi en bevæget og bevægende udgave af Rich in a Troubled Time efterfulgt af en lille anekdote om engang, Butch blev bedt om at sætte ord på noget musik og sagde: "Det lyder som det sted i himlen, hvorfra påfuglen henter sine fjer!" Og mens vi var deroppe fulgte så en gribende version af "Knocking on Heaven's door". Begge sange blev akkompagneret af Boyd selv på steel drums. 

Bo Jakobsen var taknemmelig for, at Butch i 2011 sagde ja til at medvirke på hans Free Spirit-album.Og endnu mere, at denne havde erklæret, at han var beæret over at blive spurgt. Som en hilsen til Butch fik vi et digt, gengivet på plade-coveret: "I kimingen danser tankeflugt og blege drømme – et sted under horisonten fjernt fra cirkler og tætte tanker ligger det sted du søger." 

Ordene blev efterfulgt af et solonummer på saxen – en alternativ version af Coltrane's After the rain. Vi havde nemlig allerede hørt nummeret tidligere i koncerten, fremført af Rebecca Ryan Thomsen og Niels Vincentz. 

Og så var det – næsten – slut, for der var jo også lige Lil Lacys digt, som blev læst op af violinisten Marius Ungureanu. De første linjer var et rammende koncentrat af den person, vi mindedes og hyldede: 

Thanks for being you. All the way through. Thank you for inspiring so many others to be themselves too. To listen intenselys ... . To search, explore and to connect intensely. 

Olga Witte leverede klaverakkompagnement til den afsluttende fællessang I skovens dybe stille ro. Arrangørerne havde hørt fra hans hustru, at fællessang ikke var noget, Butch holdt af. Til gengæld elskede han at improvisere over netop denne sang. Så måske spandt han en ende over den et sted i sin jazzhimmel – mens vi gik hjem efter en bevægende og berigende eftermiddag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C