AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024

Mads Bærentzen Trio (DK) - Photo: Piano Værkstedet

Photo: Piano Værkstedet

Mads Bærentzen Trio (DK)

16:00

100
Mads Bærentzen (p), Morten Ramsbøl (b), Kristian Leth (drm)

Eksklusiv reunion af Mads Bærentzen Trio

I 1995 mødte 3 nye, unge musikstuderende hinanden på Det Jyske Musikkonservatorium, pianisten Mads Bærentzen, bassisten Morten Ramsbøl og trommeslageren Kristian Leth. Fra så fjerne egne som Brabrand, Holstebro og Viborg troppede de op fulde af ambitioner og musikalsk gå-på-mod, og der gik ikke længe, inden de besluttede sig for at danne en trio, Mads Bærentzen Trio, der repertoiremæssigt tog udgangspunkt i den righoldige klavertrio-tradition i jazzens verden.

Det blev i de efterfølgende år til en masse koncerter rundt omkring i landet, både som trio og med solister som eksempelvis Finn Ziegler, Jesper Thilo, Hans Ulrik, Thomas Hass, Thomas Fryland m.fl. I 1999 udgav trioen så deres debut-CD “StandArt”, der blev optaget på Aarhus Kunstmuseum, derfor albummets finurlige titel.

Albummet, der i år kan fejre 25 års jubilæum, blev rigtig godt modtaget af både anmeldere og publikum. Kort efter denne udgivelse drog både Mads Bærentzen og Kristian Leth til New York for at bo og spille der i et halvt år, og det blev startskuddet til adskillige samarbejder og flere albums med amerikanske musikere, som de tog kontakt til under opholdet. Udgivelserne “785 Madison Ave” med saxofonisten Eric Alexander som gæstesolist og “The New York Project” med sangerinden Vivian Sessoms og saxofonisten Tim Ries var nogle af resultaterne af deres opsøgende arbejde, der også gav dem mulighed for at spille på så navnkundige klubber som Sweet Basil i NYC samt den ikoniske “The Dear Head Inn” i en lille flække i Pennsylvania, hvor Keith Jarrett bla. har indspillet en af sine berømte trio-cd’er. Ligeledes spillede trioen for nogle år siden en turné sammen med sangerinden Jo Lawry, der bla. er kendt for i en årrække at have været et af de fremtrædende medlemmer af Sting’s band. MBT forlod dog aldrig det oprindelige format og udgav også albummet “Bill E”, der er en hyldest-cd til et af deres store forbilleder, pianisten Bill Evans.

Trioen har ligget stille i nogle år, da dens medlemmer har haft travlt med andre projekter, bla. arbejder Morten Ramsbøl til dagligt som professor i kontrabas på Universitetet i Graz, Mads Bærentzen passer klaveret i Aarhus Jazz Orchestra, og Kristian Leth rejser Skandinavien tyndt med navne som Ulf Wakenius, Jan Lundgren, Scott Hamilton, Claire Martin m.fl.

Hver gang de har fået lejlighed til at spille sammen har det dog været til stor glæde for dem alle tre og som musikalsk at “komme hjem” og i virkeligheden bare at fortsætte der, hvor de slap sidst. Trioen har et særligt bånd såvel kunstnerisk som personligt, hvilket klart skinner igennem, når de optræder sammen. De tre musikere har derfor besluttet sig for at genoptage samarbejdet i anledning af 25-året for den første udgivelse, og denne koncert bliver en eksklusiv lejlighed til at genhøre trioen i Aarhus Jazz Festival, da dette er den eneste koncert, trioen giver i forbindelse med festivalen.

Ved denne koncert vil de dykke ned i noget af det materiale, de har indspillet på deres 4 albums, og undervejs vil Mads Bærentzen fortælle et par anekdoter fra nogle af trioens utallige koncerter i ind- og udland gennem de sidste 25 år.

Ved koncerten serveres et glas vin, og derudover er der i billetprisen inkluderet en MBT Trio-cd efter eget valg.


Se mere her #1


Se mere her #2


Se mere her #3


Arrangør
Piano Værkstedet
86 12 26 25
Billetinfo
Entré 100 kr.
I billetten er inkluderet et glas vin samt en MBT CD efter eget valg.

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C