AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Jacob Anderskov ’I sang’ & Århus Sinfonietta (DK) - Photo: Mike Højgaard

Photo: Mike Højgaard

Jacob Anderskov ’I sang’ & Århus Sinfonietta (DK)

16:00

100
Jacob Anderskov (p), Kasper Tranbjerg (trp), Soffie Viemose (voc), Jakob Munck (tuba, trb), Jakob Høyer (drm) Århus Sinfonietta (cl, vl, viola, cello)

En unik sammensmeltning af improvisation, komposition og fællessang

"Sangenes velkendte sandkorn kan udgøre nye universer". Ordene faldt sammen med fem hjerter i Politiken, da pianist og komponist Jacob Anderskov første gang udgav en række udvalgte højskolesange med nye jazzavantgardistiske farver. Han har nu givet sangene yderligere farvespil med nye arrangementer for både improvisatoriske og klassiske musikere, og det nyskrevne værk med titlen 'I sang' har premiere til Aarhus Jazz Festival 2024.

'I sang' forvandler højskolesangbogens kendte sangunivers til et musikalsk oplevelsesrum, der på én gang overrasker og vækker genklang. Ud over at lytte og mærke, inviteres publikum til at synge med på sange som Jeg ved en lærkerede, Du danske sommer og Danmark nu blunder den lyse nat. Hvornår og hvordan fællessangen opstår i koncertrummet er dog uvist. Det sker, når det sker. I det improvisatoriske fællesskab og under kyndig ledelse af koncertens garvede musikere.

'I sang' fremføres af Jacob Anderskov ved klaveret, Anderskovs egen jazzkvintet og musikere fra Århus Sinfonietta, og det musikalske samarbejde er en fortsættelse af Jacob Anderskovs samarbejde med ensemblet Resonans, for hvilket han blev nomineret til Nordisk Råds musikpris i 2018.

Om Jacob Anderskov
Jacob Anderskov er vokset op i Nørre Nissum ved Lemvig i et seminarielærerhjem, og han er musikalsk opflasket på en blanding af højskolesangbogen, jazz, klassisk og folkemusik fra mange lande. Siden er det blevet til en konservatorieuddannelse, et musikprofessorat og en international karriere med en regn af priser for hans mange nyskabende jazzudgivelser. Men højskolesangbogstraditionen har altid været en del af ham. Kun få kilometer fra barndomshjemmet havde Thøger Larsen levet – digteren bag nogle af vores største nationale klassikere (bl.a. Danmark, nu blunder den lyse nat og Du danske sommer). Så barndommens landskaber af tradition, vejr og sommernætter er blandt udgangspunkterne for den idé, Jacob Anderskov fører ud i livet på sit værk og nyudgivne album med titlen 'I sang'.

Om Århus Sinfonietta
Århus Sinfonietta er et moderne, klassisk ensemble, der består af 19 faste musikere. Med en mission om at formidle den eksperimenterende danske og internationale musik, bestiller og fremfører sinfoniettaen hvert år nye værker indenfor den samtidsmusikalske og har et stort fokus på samskabelse og samarbejder med andre aktører. Devisen er, at samtidsmusikken skal skabes i fællesskab og med et bredt samarbejdsperspektiv for øje, så vi ikke lukker os om os selv og det velkendte.

Århus Sinfonietta blev grundlagt i 1990 af en gruppe musikere fra Aarhus Symfoniorkester og Det Jyske Ensemble i samarbejde med komponisten Hans Abrahamsen, og har siden da haft en række prominente kunstneriske ledere, blandt andet Allan Gravgaard Madsen og Jakob Kullberg. Siden 2023 er ensemblets kunstneriske retning dog blevet sat af et kunstnerisk udvalg samt eksterne kuratorer med kunstnerisk ledelse på projektbasis.

Koncerten er et samarbejde mellem Aarhus Jazz Festival, Århus Sinfonietta og Erlings Jazz- og Ølbar


Arrangør
Aarhus Jazz Festival
28 60 47 91
Co-Arrangør
Århus Sinfonietta, Erlings Jazz- og Ølbar
Billetinfo
Entré 100 kr.

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C