AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Jormin  /  Markusson  /  Ramsbøl (SE/DK) - Photo: Uvist, Christoph Bombard og uvist

Photo: Uvist, Christoph Bombard og uvist

Jormin / Markusson / Ramsbøl (SE/DK)

22:00

Anders Jormin (kontrabas), Thomas Markusson (kontrabas), Morten Toftgaard Ramsbøl (kontrabas).

Tour de force ind i kontrabassens udtryksmuligheder

Drag med tre af Skandinaviens mest prominente kontrabassister på en dyb, melodisk og spændende musikalsk rejse, når Anders Jormin (S), Thomas Markusson (S) og Morten Ramsbøl (DK) sætter hinanden stævne på Caféscenen i Musikhuset. Med de tre kontrabassisters fælles kærlighed til “det dybeste træ i skoven”, improvisation og komposition kan man som publikum se frem til en sand tour de force ind i kontrabassens udtryksmuligheder som et både lyrisk og følsomt instrument.

Thomas Markusson (1978) har været en drivkraft på den svenske musikscene i 25 år, og han har spillet i både svenske og internationale projekter. Markussons unikke blanding af teknisk dygtighed og kunstnerisk følsomhed har givet ham anerkendelse som en alsidig og dynamisk musiker. Han navigerer ubesværet i forskellige musikalske genrer og tilfører sine præstationer et særpræg. 

Bassist og komponist Morten Ramsbøl (1970) er født i Aarhus, men er i dag bosiddende i Østrig, hvor han arbejder som professor i jazzkontrabas på University of Music and Performing Arts Graz i Østrig. Han har spillet med en imponerende liste af kunstnere og udgivet flere albums under sit eget navn. Morten Ramsbøl er kendt for sin personlige musikalitet og evne til at berøre lytteren med melodisk og lyrisk spil.

Den internationalt anerkendte kontrabassist og komponist Anders Jormin fra Göteborg har i mange år har han været tilknyttet pladeselskabet ECM Records som indspilningskunstner, og gennem årene har han modtaget mange prestigefyldte priser for sit unikke kunstneriske udtryk og sin følelsesladede musik. Han har indspillet langt over 100 albums og var den første moderne improvisatør, der blev valgt ind i Kungliga Musikaliska Akademien (Det Kongelige Svenske Musikkonservatorium). Anders Jormin er i dag tilknyttet som professor ved en række universiteter, blandt andet som professor emeritus ved Akademien for Musik og Drama ved Göteborgs Universitet.

Musikhuset Swinger under Aarhus Jazz Festival

Traditionen tro inviterer Aarhus Jazz Orchestra og Musikhuset Aarhus til Musikhuset Swinger under Aarhus Jazz Festival.

Musikhuset Swinger i dagene 12. til 19. juli og fylder scenerne i og omkring Musikhuset samt foran KISSA i Musikhusparken med skøn jazz fra ind- og udland. Glæd dig til masser af formidabel gratis live jazz, entrékoncerter med sublime jazznavne og masser af god stemning.

Musikhuset Swinger er en forlængelse af Ridehuset Swinger, som Aarhus Jazz Orchestra har arrangeret i mere end 30 år, og som rykkede ind i Musikhuset i 2022 på grund af byggeriet foran ARoS.


Arrangør
Aarhus Jazz Orchestra
30 24 06 62
Co-Arrangør
Musikhuset Aarhus
Billetinfo
Fri entré

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C