Vejrmæssigt sluttede onsdag ikke med en lun aften, men musikalsk var der intens varme i Sydhavnen.

Koncertforeningen Sun Ship havde fået noget af en appelsin i turbanen ved at få lavet en koncertaftale med den amerikanske guitarist Kurt Rosenwinkel. Han er p.t. bosat i Berlin og har et musikalsk cv af dimensioner, når der skal opremses alle de spidser, han har spillet sammen med.

Hvordan eller hvorfor Sun Ship så kom på, at Rosenwinkel skulle kobles sammen med kompositioner af den alt for tidligt afdøde danske bassist Nicolai Munch-Hansen, ved jeg ikke. Men sådan blev det, og til at bakke amerikaneren op tog man en håndfuld af de legekammerater, som Munch-Hansen i sin tid fik spillet sammen med: Kresten Osgood bag trommerne, Anders ”AC” Christensen på bassen, Nils Bosse Davidsen på en dejlig cello samt dansk-amerikanske Ned Ferm på sax. En superstærk gruppe. Nok det mest kompetente, man kan samle her til lands, når der skal være fuld kraft på.

Og her skal jeg så afbryde omtalen af onsdagens hovedattraktion.

For før man gik i gang med Nicolai Munch-Hansens kompositioner, bød Sun Ship på en noget anderledes oplevelse. Sun Ship ønsker jo at præsentere grænsesøgende og eksperimenterende musik – og så er Munch-Hansen ikke nok. På scenen i gården mellem nogle af de gamle slagterbygninger i Sydhavnen bød man på Anne og Richard Andersson. De håndterede henholdsvis trompet og bas. Og det skal siges, at Anne ikke bare spillede eller blæste på sin trompet. Hun bankede, kradsede og støjede med håndtaske og øldåse. Publikum måbede eller grublede over, hvad det dog var, de blev præsenteret for. Nu er ord jo kun ord. Begreber som avantgarde eller freejazz kan måske bruges. Tror det dog er bedre at sige: grænsesøgende.

I min uvidenhed spurgte jeg nogle af mine medtilhørere om, hvem Anne og Richard på scenen var. De fleste var uvidende som mig. Men efterfølgende er jeg blevet oplyst om, at de to musikere er bosat i København. Hun er islænding og konservatorieuddannet på trompet, men dyrker de eksperimenterende genrer. Han, Richard, er færing/islænding og konservatorieuddannet på bas. Ni solocd’er fra mainstream til avantgarde har han været mand for. Spiller i ind- og udland og har blandt andet en tysk gruppe. Jeg undskylder for min store uvidenhed over, at en dygtig ”næsten” dansk musiker endnu ikke var dukket op på min stjernehimmel. Det er den nu!

Onsdagens og sommerjazzens hovednavn Kurt Rosenwinkel kom på den lille, simpelt overdækkede scene sammen med sin danske backing. I det første nummer satte Ned Ferm på sax sig i spidsen. Lidt efter kom de andre med – og så i andet nummer også Kurt Rosenwinkel.

Det var klart, at han ikke var helt fortrolig med Munch-Hansens musik, men støttede sig til noderne. Nummer for nummer fik han mere overblik og kræfter til at vise sin kunnen.

Kurt Rosenwinkel kan få sin guitar til at synge helt fantastisk. Ikke bare det ekvilibristiske fingerarbejde, men også de næsten flydende toner han formår. Hvis det var sværere end normalt for ham denne aften, så skyldtes det sikkert backingen, som var intens og helt oppe på mærkerne. Flot.

Jeg kender primært Kurt Rosenwinkel fra en række amerikanske radioudsendelser (NPR), hvor han ikke får så meget modspil som her ved Sun Ship.

Det skal nævnes, at aftenen også bød på et par nordisk inspirerede ballader, hvor farten blev sat ned, og skønheden kunne brede sig.

Oppe i den regnetunge himmel sad så sikkert Nicolai Munch-Hansen og hørte sine melodier få nyt liv – for det gjorde de!