13. - 20. juli 2024
En god film at blive klogere af - måske
8/7/2023 |
Forfatter: Ole Bisbjerg | Fotograf: Foto fra filmen Music for Black Pigeons
Music for Black Pigeons – Film, Øst for Paradis 08/07/2023
Hvad er musikkens væsen? hvad er det, der sker, når vidunderlige musikere spiller sammen og skaber noget nyt samme? Det er nogle af de gode spørgsmål, som Jørgen Leth stiller undervejs i denne dokumentarfilm om guitaristen Jakob Bro og hans mange kendte musikalske venner.
Det hele begynder og slutter med Lee Konitz – den verdensberømte saxofonist i hans lejlighed i Brooklyn, New York. Lee Konitz, der har sprukne læber og slet ikke kan spille. Lee Konitz, der ikke kan finde en bladholder til sin altsaxofon. Lee Konitz, der er ved at blive meget gammel og lidt dement.
Indimellem er der musikken. Sessions med Lee Konitz og en stjernerække af kendte musikere, der var med til at indspille tre album med Jakob Bro fra 2008 - 2018. Klip fra koncerter, blandt andet med Lee Konitz i Sisimiut, hvor han slet ikke kan forstå, at en sød lille baby kan sove helt alene ude i det fri.
Og så er der interviews og spørgsmål til en række af de musikere, der har arbejdet med Jacob Bro, blandt andre trompetisten Palle Mikkelborg, trommeslageren Paul Motian, saxofonisten Joe Lovano, trommeslageren Andrew Cyrille, produceren Manfred Eicher og bassisten Thomas Morgan.
Sidstnævnte står for en af filmhistoriens længste pauser, da han prøver at svare på, hvad der sker, når han spiller sammen med andre. Han ender med at give op. Spørgsmålet er alt for kompliceret. Thomas Morgan har også en pointe i forhold til det at øve sig. Han øver sig nemlig slet ikke. Musikken mister sin spontanitet, når man øver sig.
Bliver vi meget klogere på Jakob Bro med filmen? – Ikke så meget. Han er generelt en venlig smilende mand, og han er god til at skabe en god atmosfære i studiet. Men lyt til hans musik i stedet. Spontan og meditativ er nøgleordene, og Jakob Bro går altid efter første take.
Og se filmen, hvis titel er Lee Konitz ord om Jakob Bros musik. Vær eftertænksom, og bliv lidt klogere. Måske.
Hvis du ikke fik set filmen i går, så er der rig lejlighed til at rette op på det. Music for Black Pigeons vises nemlig hver dag jazzugen i Øst for Paradis – til og med på søndag 16. juli, alle dage med start kl. 14.30.
Desuden viser biografen i samarbejde med Aarhus Jazz Festival yderlige to aktuelle dokumentarfilm, som portrætterer nutidige danske jazzmusikere, der samtidig kan opleves live ved koncerter under festivalen. Programmet for disse koncerter og film er:
Maria Faust – Mass of Mary (koncert), tirsdag 11. juli kl. 19.30, Sankt Lukas Kirke. – Machina Faust (film), onsdag 12.. juli kl. 19.30, Øst for Paradis.
Kasper Tranberg – Kasper Tranberg Solo + Suite Dilation (koncert, film, artist talk), mandag 10. juli kl. 19.30, Øst for Paradis.
---
Dette er et indlæg fra vores Jazzlive blog festival magasin.
Under hele festivalen kan du på vores festival magasin se tekst og billeder fra de forskellige koncerter og events. En gruppe frivillige skribenter og fotografer giver dig mulighed for at følge med i alt det spændende, der foregår, når byen fyldes af sprøde jazztoner fra de mange spillesteder.
Blogindlægget er et udtryk for skribentens personlige mening og oplevelser.
Our festival magazine blog posts are only in Danish
Se flere reportager her >
Flere fotogallerier her >