13. - 20. juli 2024
Funk og soul for fuld skrue
11/7/2023 |
Forfatter: Carl Ancher Pedersen | Fotograf: Poul Nyholm
Tower of Power, Musikhuset Aarhus 10/07/2023
Der var dømt party og fuldt tryk på funkkedlerne fra første færd, da Tower of Power mandag aften indtog Musikhuset.
I Aarhus' middelalderlige byvåben indgår tre tårne – de to af dem tydeligvis forsvarstårne. Et vigtigt signal fra en by dengang. De høje tårne var et symbol på styrke – en magtdemonstration: Kom ikke her og prøv på noget, vi kan forsvare os. Vi har towers of power.
Tilsvarende var koncerten med Tower of Power en musikalsk magtdemonstration. Til en start understreget af et lydniveau, der var mere overvældende end kønt. Tilsyneladende ikke noget, der generer flertallet af det talstærke publikum i den udsolgte Store Sal i Musikhuset.
I hvert fald bliver bandet modtaget af et begejstret bifald, der er omtrent lige så højlydt som den overvældende lydstorm, der vælter ud over scenekanten.
Lydniveauet kommer der efterhånden styr på – til gavn for musikken, men partystemningen, der er slået an, holder hele koncerten igennem. Bandet pisker godt og grundigt til den med opfordringer til hhv. de mandlige og kvindelige tilskuere om at lave larm. Kvinderne bliver ikke uventet udråbt som vindere, og kvitterer med begejstringshyl, der ikke står tilbage for teenagepigernes hvinen under store koncerter i beat- og rockmusikkens barndom. Her er der dog ikke tale om et udpræget teenagepublikum.
Det Oaklandbaserede og 10 mand store band repræsenterer al den rutine, man kan forestille sig. Tower of Power har 55 år på bagen (!), og to af medlemmerne – bandleder og altsaxofonist Emilio Castillo samt Stephen ”Doc”-tor of soul Kupka har været med helt fra start.
Alligevel er der ingen alderssvækkelse, træt rutine eller ”endnu en dag på kontoret”-attitude at spore. Derimod et nærvær og en spilleglæde tilsat en brillant musiceren, der kun kan aftvinge respekt.
Det tager altid kegler, når store udenlandske stjerner tilsyneladende ved, hvor de befinder sig. Tre ord går ofte igen i Emilio Castillo og forsanger og yngstemand Mike Jerels introduktioner: soul, funk og … A-a-r-h-u-s. Og det virker ikke påtaget. Læg for øvrigt til, at Mike Jerel lørdag aftenen dukkede spontant op og sang blues på den natlige jamsession på HeadQuarters, og at kun problemer med ryggen forhindrede trompetist Mike Bogart i en planlagt medvirken ved en koncert på Klostertorvet søndag eftermiddag.
Kort inde i sættet erklærer bandet sin kærlighed til Train, hvor de tidligere har spillet. ”Men det her sted kunne da også godt minde om en rigtig fin natklub”, lyder det, hvorefter vi netop får nummeret Nightclub. En forrygende funky sag, der får mange af dem, der ikke allerede står op, til at lette rumpetten fra plyssæderne og – om ikke danse – vrikke med alt det, den trange plads mellem stolerækkerne tillader.
Det er ikke for ingenting, at Tower of Powers fem mand stærke blæsersektion gennem årene har medvirket på et utal af indspilninger med diverse verdensstjerner. Blæserindsatser og soli sidder simpelthen lige i skabet, både når der er tryk på og under de – sjældnere – mere stilfærdige, soulede og bluesede sekvenser.
Men som Emilio Castillo slår fast: ”Vi var intet uden den der rytmesektion bag os.” Den består af hammondorgel, guitar, bas og trommer, og Castillo fremhæver ikke mindst manden bag trommesættet, David Garibaldi, der har været med i Tower og Power siden 1970. ”Han sagde til os: ”I skal tælle!”– og I kan tro, at vi har lært at tælle”. Ja, mon ikke. Det kan høres.
Skulle jeg fremhæve andre numre fra koncerten må det være den overdådigt veloplagte levering af storhittet Don’t Change Horses (in the Middle of a Stream) samt et langt hyldest-medley til soulkongen James Brown.
Inden der efter over halvanden times sprudlende soul- og funkfest – med ekstranummerets titel – bliver dømt Sould Out.
---
Dette er et indlæg fra vores JazzLive-blog festivalmagasin
Under hele festivalen kan du på vores festivalmagasin se tekst og billeder fra de forskellige koncerter og events. En gruppe frivillige skribenter og fotografer giver dig mulighed for at følge med i alt det spændende, der foregår, når byen fyldes af sprøde jazztoner fra de mange spillesteder.
Blogindlægget er et udtryk for skribentens personlige mening og oplevelser.
Our festival magazine blog posts are only in Danish.
Se flere reportager her >
Flere fotogallerier her >