AARHUS JAZZ FESTIVAL
11. - 20. juli 2025
En perlerække af smukke sange

En perlerække af smukke sange

10/7/2023 | Forfatter: Carl Ancher Pedersen | Fotograf: Ole Bisbjerg / Carl Ancher Pedersen
Nana Rashid – Music for Betty, VinDanmark 09/07/2023

Se fotogalleri fra koncerten


Med et stærkt debutalbum i ryggen og en suveræn guitarist ved sin side leverede Nana Rashid en koncert af den allerfineste slags.


Det er syv år siden, sangerinden Nana Rashid udsendte EP'en Sorrow in Sunligth. Hendes første fuldlængde-album Songs for Betty, der udkom i foråret 2023, lod således vente hele syv år på sig, men det har været ventetiden værd. Anmelderroserne er regnet ned over albummets fine sange, og de bliver kun bekræftet under koncerten på VinDanmark søndag aften. 

Songs for Betty er indspillet med Nana Rashids Little North-trio i ryggen, og det er også sådan, hun oftest optræder live. Dog ikke ved denne koncert, hvor hun kun deler scene med en enkelt musiker, guitarist Casper Christensen. Men hvilken musiker! Koncerten igennem leverer han et utrolig indfølt og nærværende akkompagnement. Med konstant øjenkontakt med sangerinden følger han det mindste musikalske vink fra de smukke sange, når han ikke lige folder sig ud i eminente soli, fint afpasset det overvejende stilfærdige udtryk. 

Vi lægger øre til vokaljazz fra øverste hylde med sangene og ikke mindste teksterne i centrum. Det er følsomme og inderlige sange – med sangerindens egne ord en hyldest til vores menneskelige sårbare sider. Vi får således væsentlige fortællinger om den svære kærlighed (Goodbye My Love) og om det at finde sin identitet (Mother, Father). Dette med afsæt i Nana Rashids egen historie – splittet mellem to kulturer, idet hendes mor er dansk, mens hendes far har mellemøstlig-afrikansk baggrund. 

Sangene er så stærke, fraseringerne og hele fremførelsen så suveræn og intens, at det talstærke publikums opmærksomhed er fanget fra første til sidste tone. VinDanmarks baglokale – engang vistnok et bådværft – med det hvælvede træloft danner den perfekte ramme omkring musikken, også rent akustisk. 

Men det er ikke kun personlige beretninger og vemodig vellyd. Et stykke inde i sættet bevæger Nana Rashid sig fra det mere personlige-private til det politiske. 

Det sker med coveret af Sade-nummeret Pearls, om en fattig somalisk kvinde, der for at kunne skaffe mad til sit barn, samler riskorn op langs landevejen, tabt af lastbiler. Sangen er skrevet i 90'erne, men med Nanas ord desværre fortsat aktuel. Og skulle vi i vores privilegerede del af verden ikke rigtig være i stand til at sætte os ind i smerten ved at være i den situation, leverer sangens omkvæd et billede på den, så vi måske forstår: en smerte a la den, man kan føle i sine "brand new shoes" (måske købt for små). 

Det følges op af introduktionen til – og i selve sangen – They call it love, med ætsende kritik af det stillestående og kvindeundertrykkende kønsrollemønster i den arabiske verden, f.eks. i Oman, hvor Nanas søstre befinder sig. "Hvor er jeg lykkelig for at være europæer", lyder det. 

Vi er trods alt kommet lidt længere – og nu er vi også kommet til slutningen på en magisk koncertaften. Punktum bliver sat med Chaplin-klassikeren Smile, som også er at finde på Nana Rashids debut-EP. 

Der er trods alt fortsat meget at smile af – og denne aften kan vi alle gå hjem fra en smuk koncert med et eftertænksomt smil på læben. 

 

---
 

Dette er et indlæg fra vores JazzLive-blog festivalmagasin

Under hele festivalen kan du på vores festivalmagasin se tekst og billeder fra de forskellige koncerter og events. En gruppe frivillige skribenter og fotografer giver dig mulighed for at følge med i alt det spændende, der foregår, når byen fyldes af sprøde jazztoner fra de mange spillesteder.

Blogindlægget er et udtryk for skribentens personlige mening og oplevelser.

Our festival magazine blog posts are only in Danish.

 

 

 



Se flere reportager her >

Flere fotogallerier her >

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C