AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Murene holdt

Murene holdt

11/7/2023 | Forfatter: Jørgen Nielsen
JERICHO – Ferm-Morgan-Osgood, Erlings Jazz- & Ølbar 10/07/2023

Se fotogalleri fra koncerten


Jericho er navnet på en ældgammel by i Palæstina. I Biblen finder man historien om, at byens mure blev blæst omkuld af israelitternes hornblæsere, anført af Josva.


Byen findes stadig. Mere skadelig er musik trods alt ikke. Dagens trio på Erlings Jazz-og Ølbar bærer samme navn og rummer en hornblæser, men den gamle rødstensbygning på hjørnet af Nørre Port og Mejlgade virker solid nok.

Ned Ferm, Thomas Morgan og Kresten Osgood er albumaktuelle – med musik indspillet for 12 år siden. Alle tre har været hyppige gæster i Aarhus, men vistnok ikke i denne besætning. Og som forventeligt er der udsolgt i det intime lokale med de mange ølhaner og de store musikalske ambitioner. Her er ingen scene med lyd og lyd, og musikerne bør ikke lide af sociale fobier med publikum så tæt på.

Koncerten kom til at bestå af fire stykker på hver cirka 20 minutter. Cirka, for når man spiller fri jazz, bestemmer man jo selv, hvornår musikken er slut.

Et typisk Jericho-forløb begynder med Thomas Morgans bløde, søgende linjer, akkordspil i en flydende rytme. Så kommer Osgoods undersøgende trommer og rumsterer sig ind i en dialog med bassen, imens Ned Ferm med ryggen mod publikum indsuger musikken. Når han selv falder ind, er det med en mørk, støvet klang på tenorsaxen. Først rolig, senere øget i intensitet. Søgende instrumentets grænser. Få timer forinden har Stan Getz’ gamle saxofon lydt i Den Gamle By i hænderne på Jan Harbeck. Stort set samme instrument, og visse klanglige ligheder, men her hører sammenligningen til gengæld op.

Efter at alle har haft deres soloparti, finder trioen i fællesskab vejen til udgangen, og bifaldet brager. Hovedparten af tilhørerne er unge, og teorien er, at de fleste selv er udøvende. Det er interessant, at der er interesse for denne umiddelbart utilgængelige og krævende musik. Men glædeligt, at genren, der har rødder langt tilbage i jazzhistorien hos folk som Ornette Coleman, stadig kan fange nye generationer.

Jazz er en niche, og denne afart er endnu smallere. Det er underholdende og tankevækkende at sidde i denne boble med de store vinduer ud mod Aarhus C og betragte verdens konformitet i form af shoppere, joggere, hundeluftere og trafikken i almindelighed passere forbi.

Lidet aner omgivelserne, at her arbejder nogle af verdens førende kunstnere på deres felt – og de er sikkert også ligeglade. Thomas Morgan er filmaktuel med Jørgen Leth og Andreas Koefoeds dokumentar Music for black Pigeons, og Osgood er – Osgood. Et af dansk musiks største inspiratorer og en mangefacetteret kunstner, hvilket aftenens fortsættelse på Papirlageret skulle vise. Før andet sæt fortæller han os, at første sæt spillede han med et sæt Phafar-signaturtrommestikker (den kendte reggaeproducer) "Men jeg får snart mine egne signaturstikker, lavet af pindsvineskind!" 

Hen imod koncertslut samledes en flok musikere uden for den lukkede dør. De gamle samarbejdspartnere Jens Klüver og Dennis Macrel kiggede ind ad vinduet. Her skulle igen være jamsession om lidt. Jo, i denne uge er også Aarhus en rigtig By af Jazz.


---


Dette er et indlæg fra vores JazzLive-blog festivalmagasin

Under hele festivalen kan du på vores festivalmagasin se tekst og billeder fra de forskellige koncerter og events. En gruppe frivillige skribenter og fotografer giver dig mulighed for at følge med i alt det spændende, der foregår, når byen fyldes af sprøde jazztoner fra de mange spillesteder.

Blogindlægget er et udtryk for skribentens personlige mening og oplevelser.

Our festival magazine blog posts are only in Danish.




Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C