AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
13. - 20. juli 2024
Masser af hjerterum – og skøn musik i ørerne
12/7/2023 |
Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Bo Petersen
Baryl, Palmehaven - Institut for X 11/07/2023
Det siges, at hvor der er hjerterum, er der husrum. Det gælder i høj grad Palmehaven, hvor gruppen Baryl tirsdag inviterede indenfor.
I programmet stod spillestedet omtalt som Palmehaven. Nå da. Det var noget med et diskotek i Østergade i Aarhus. Høj musik, drinks og gode scoretricks. Men det var ikke den Palmehave. Det var Palmehaven i Godsbanekvarteret.
Gemt bag Lidls kommende hovedkvarter og den store arkitektskoles beton ligger A-huset, som rigtig ofte lægger rum til jazz og anden musik. Der bagved blandt skurvogne, containere og en masse træer ligger hytten Palmehaven. Den er en del af det kreative miljø Institut for (X).
Helt ærligt, der er ingen palmer her, men en flok hyggelige mennesker, der er sammen om et drive et øvelokale, der en snes gange om året desuden lægger rum til koncerter.
Der er ikke meget plads, så denne tirsdag var der fyldt op med lidt over 30 lyttende gæster. Det er her betegnelsen hjerterum må gælde. Hyggeligt samvær, hvordan det så lige skabes.
På stedets lille scene står det store metalliske instrument vibrafonen, som kort efter indtages af spinkle Viktoria Søndergaard. Hun og hendes instrument er helt central i gruppen Baryl og dens musik.
Umiddelbart tænker jeg på Gary Burton, Lionel Hampton, Milt Jackson og danske Louis hjulmand, når jeg siger vibrafon. Disse metalrør med dets blafrende vibratorer giver klare toner med en særlig rumklang.
Unge Viktoria Søndergaard mestrer instrumentet med lethed og elegance og flot fantasi. Det står godt op imod såvel Alberte Svenningsen smukke rolige sax og Viktorias storebror Ludvig Søndergaards trommer. Det hele samlet med Samuel Kiels bas.
Musikken spænder fra det oprørske som i nummeret Vælter, hvor Viktoria rabler en vild ordstrøm af sig. Nummeret er fra lp’en Hva’ fanden sker der?.
Ja, lad os få noget oprør! Modsat er der det lyriske nummer Vi legede i mark, som bringer Carl Nielsen i tankerne. Viktoria beskriver det som erindringen om barndommens løb over markerne sammen med storebror.
Alle numre er fremført med lethed, elegance og smil.
Baryl har rødder i det fynske, men har været igennem rytmekons i Aarhus – og har i dets Aarhustid øvet netop i Palmehaven. For knap to år siden udgav gruppen deres første album, som i februar sidste år var ugens album på P8 Jazz. Senere samme år vandt gruppen JazzDanmarks konkurrence. Og i februar i år føjede de Aarhus Jazz Talent Pris til samlingen. Øverst på kransekagen må være æren af i sidste måned at være opvarmning for Annisette og DR’s Bigband i DR’s koncertsal.
Jeg tror og håber, at jeg og mange flere får hørt meget mere til Baryl. Og det må gerne være i Palmehaven hyggelige rammer.
NB
Onsdag 12. juli kl. 13 spiller Baryl på pladsen foran Musikhuset. Torsdag 13. juli, kl. 17 spiller Viktoria Søndergaard og sangeren Jonas Suni i Palmehaven.
---
Dette er et indlæg fra vores JazzLive-blog festivalmagasin
Under hele festivalen kan du på vores festivalmagasin se tekst og billeder fra de forskellige koncerter og events. En gruppe frivillige skribenter og fotografer giver dig mulighed for at følge med i alt det spændende, der foregår, når byen fyldes af sprøde jazztoner fra de mange spillesteder.
Blogindlægget er et udtryk for skribentens personlige mening og oplevelser.
Our festival magazine blog posts are only in Danish.
Se flere reportager her >
Flere fotogallerier her >