13. - 20. juli 2024
Magisk realisme i Theatret
12/7/2023 |
Forfatter: Jørgen Nielsen
Double Drums feat. Bob Moses , Helsingør Theater - Den Gamle By 11/07/2023
Sjældent har den gamle scene i Helsingør Theater rummet så meget slagtøj. Men det kom i brug alt sammen under en magisk koncert med projektet Double Drums.
Der har været sagt meget om akustikken i det gamle rum. Om hvor naturligt instrumenterne klinger, og hvor tydeligt de enkelte stemmer står frem. Det gjaldt om muligt i endnu højere grad denne tirsdag eftermiddag, hvor der endog var tre stortrommer og en kontrabas i spil.
Double Drums er en ramme for samarbejder fra projekt til projekt, fra album til album, fortæller saxofonisten Thomas Hass, der sammen med kollegaen Thomas Agergaard første gang testede formlen for ca. 20 år siden. At have to trommeslagere i en kvartet kræver først og fremmest disciplin og lydhørhed for ikke at ende kaotisk, Men der opstår en nødvendig begrænsningens kunst; folk lytter og afstemmer udtrykket.
Bob Moses er en legende i musikverdenen, og har bevæget sig gennem mange genrer, men har med tiden udkrystalliseret sit udtryk, og under sit spirituelle navn Ra Kalam har han gennemgået en lang forberedelse til at kunne være til stede i nuet. Selv kalder han det en evolution hen imod total frihed og spontanitet.
Dette det første møde mellem Moses og Double Drums var imødeset med stor forventning fra begge sider; den amerikanske trommeslager havde frabedt sig for meget forberedelse for bedre at kunne grube nuet, medens Agergaard og Hass på deres side har skabt kompositoriske elementer. Publikum fik begge dele.
Agergaard indviede ligesom rummet med en spinkel fløjtelyd, derefter med sopransax. Underneden voksede et spinkelt sammenvævet tæppe af percussive lyde. De to trommesæt var udvidede med alskens lydgivere og blev betjent med både håndflader og forskellige stikker og redskaber, hvilket betød en et stadigt changerende lydflow, stigende og faldende i volumen. Michala Østergaard-Nielsen i venstre side og Moses i højre holdt intens kontakt, og der lød et ”Go Mama, Go” fra den gamle mester.
Klædt som en østerlandsk vismand i ærmeløs kjortel udstrålede Ra Kalam Bob Moses under de buskede øjenbryn en venlig autoritet, uden at misbruge sin stjernestatus til at trække fokus. Men det var umuligt ikke at blive fascineret af hans konstant kommunikerende indlevelse i musikken.
Frigjort fra faste pladser foran mikrofoner kunne de to blæsere skifte positioner på scenen, og dermed så at sige manipulere vores stereobillede. Nogle få, men meget velklingende temaer blev flettet ind i det frie flow under vejs. Den svenske bassist Christian Spering var den eneste, der havde fået tildelt elektrisk forstærkning, og hans perfekte intonation og melodiske spil var et plus i den samlede ligning.
At beskrive denne type musik er en udfordring; der er ikke en sætliste at holde sig til, derfor må man strø om sig med beskrivende adjektiver, og dem kan man hurtigt løbe tør for. Koncerten med Double Drums featuring Bob Moses var som at se en film, hvor underlægningsmusikken blev skrevet undervejs
Hele seancen bestod af to forløb, hvor de fem instrumenter skiftedes til at være i fokus, eller spille små duetter eller trioen i forskellige grupperinger. Intuitivt, demokratisk og kunstnerisk begrundet. Som Thomas Hass fortæller i et interview op til koncerten: ”Det er jazzens essens, både demokrati og individualisme på én gang. Vi er begge to oppe i årene, og det med at lytte bliver mere og mere vigtigt. Så længe du lytter, kan du næsten ikke undgå at være i sync med hvad der foregår. Det lyder banalt, men er nøglen til megen god musik”.
Ekstranummeret blev mere groovy, styret af Moses og et super iørefaldende hornriff, og viste endnu en side af kvintetten.
I denne uge deltager Bob Moses og Michala Østergaard-Nielsen i en pladeoptagelse med deltagelse af en række markante danske trommeslagere.
Til slut et manifest fra manden selv: ”Jeg prøver at reflektere det guddommelige lys, der er i os alle, den guddommelige ånd, i en frigørelsesproces hen imod letsind, glæde og kærlighed.”
---
Dette er et indlæg fra vores JazzLive-blog festivalmagasin
Under hele festivalen kan du på vores festivalmagasin se tekst og billeder fra de forskellige koncerter og events. En gruppe frivillige skribenter og fotografer giver dig mulighed for at følge med i alt det spændende, der foregår, når byen fyldes af sprøde jazztoner fra de mange spillesteder.
Blogindlægget er et udtryk for skribentens personlige mening og oplevelser.
Our festival magazine blog posts are only in Danish.
Se flere reportager her >
Flere fotogallerier her >