AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Big Band magi

Big Band magi

13/7/2023 | Forfatter: Lars Borup | Fotograf: Jørgen Nielsen
Aarhus Jazz Orchestra – Celebrating Thad Jones feat. Dennis Mackrel, Musikhuset Aarhus 12/07/2023

Se fotogalleri fra koncerten


Dennis Mackrel fik de lækre detaljer frem i en aften med big bandet i centrum


Igen i år var jeg til premiere på Aarhus Jazz Orchestras Jazzfestival- arrangementer, som fortsat er flyttet fra Ridehuset til Musikhuset.

Denne gang skulle orkesteret hylde bigbandlegenden Thad Jones og havde i den anledning inviteret den amerikanske dirigent og trommeslager Dennis Mackrel. Et godt valg. Han har et mangeårigt nært forhold til Thad Jones og hans musik og kender også Aarhus Jazz Orchestra og bandets musikere.

Det blev en aften med bigbandmusikken i centrum, hvor orkesteret kunne få mulighed for at vise de spændende og lækre detaljer der gør denne musikform unik. Dette kommer ikke minds til udtryk gennem Thad Jones´musik.

Dennis Mackrel er en usædvanlig dirigenttype. Det er tydeligt, at han har styr på enhver detalje i musikken, som han styrer med ganske små bevægelser og samtidig med plads til at charmere publikum. Han var imponerende afslappet og alligevel med fuldstændig kontrol over tingene. Han havde også overskud til at forlade scenen og gå en lille tur blandt publikum.

Der var fuld power på bigbandmagien fra første tone, og det blev en koncert, hvor man fik oplevet alle Aarhus Jazz Orchestras dygtige musikere som solister. De fik lov til at brillere enkeltvis, men også med både trombone- og trompet-battle.

Det hele blev holdt sammen af Frederik Sakhams veldrejede basspil og John Riddells imponerede trommespil. De fik også begge mulighed for at shine som solister. Især Riddell var i stand til at tage pusten fra publikum.

Orkesterets pianist Mads Bæretzen fik ved denne koncert masser af plads og god mulighed for at vise sine imponerende evner som en pianist med mange facetter i klaverspillet. Han blev af Dennis Mackrel kategoriseret som en af bandets seniorer med saxofonist Michael Bladt som en af de andre fra samme kategori.

Mod slutningen af koncerten måtte John Riddell vige pladsen bag trommerne for at give plads til Dennis Mackrel, som fik vist, at han stadig er en imponerende bigbandtrommeslagee.

Dermed havde jeg fået fuld valuta for denne bigbandaften og kunne gå hjem med hovedet fyldt med musik og oplevelser af høj kvalitet.

I forhold til tidligere år med solister var det vederkvægende at opleve orkesteret uden ekstra krydderi. En fantastisk aften, hvis man er vild med velspillet bigbandmusik. Foyeren var fyldt med publikum, og det var igen lækkert at se de mange unge, som var opslugt af musikken. Mange af dem havde placeret sig på gulvet foran scenen for at være tæt på oplevelserne.

Musikhuset og Aarhus Jazz Orchestra præsenterer også de næste tre aftener Dennis Mackrel og Thad Jones musik i Musikhusets foyer.

 

---

 

Dette er et indlæg fra vores JazzLive-blog festivalmagasin

Under hele festivalen kan du på vores festivalmagasin se tekst og billeder fra de forskellige koncerter og events. En gruppe frivillige skribenter og fotografer giver dig mulighed for at følge med i alt det spændende, der foregår, når byen fyldes af sprøde jazztoner fra de mange spillesteder.

Blogindlægget er et udtryk for skribentens personlige mening og oplevelser.

Our festival magazine blog posts are only in Danish.

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C