AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Det var lyden fra Ridehuset, der kaldte

Det var lyden fra Ridehuset, der kaldte

14/7/2023 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Jørn Gade


83-årig englænder har forelsket sig i vores jazzfestival.


I 1993 var en engelsk familie på turistferie i Aarhus. Det skulle bare være en weekend. Men så hørte de under en rundtur i byen noget musik tæt på rådhuset. Det kom fra Ridehuset, som de trådte ind i. Det var pokkers interessant.
 
Sådan cirka begynder George Wilkinsons Aarhus-jazz historie. Det må kunne kaldes en slags kærlighed, for siden er det blevet til cirke 20 jazzfestival-besøg i byen. Nu er han blevet 83 år, men skal da stadig til Aarhus under jazzfestivalen. I de første år kom han sammen med sin kone, men hun døde for 15 år siden, så nu kommer Wilkinson alene.
 
– Min kone var ikke til al slags jazz. Men Ridehusets musik og den slags var rigtig godt, fortæller han og går så i gang med en lang opremsning af de grupper, som han har hørt. Hvor han har hørt dem – og hvilke han kunne lide og ikke brød sig så meget om.
 
Det er fra lokale navne som Girls in Airports, Kristian Leth og Carsten Dahl til udenlandske kunstnere som Benny Golson, Ed Thipgen og Claire Martin. Sidstnævnte mødte han forresten hjemme i England, og her fortalte hun ham, at der var en rigtig god jazzfestival i en hyggelig by ved navn Aarhus. Hertil kunne han svare hende, at den kendte han da godt.
 
– Det gode ved festivalen her i forhold til mange andre byer er, at man kan gå rundt til koncerterne. Man skal ikke køre langt.
 
George Wilkinson kan godt lide den nordisk lyd. Favoritten er nok den afdøde svenske musiker Esbjörn Svensson og hans trio EST, men også norske Jan Garbarek er fantastisk. Det sidste får ham til at fortælle, at han for nogle år siden var på en tur til Tromsø sammen med sin 90-årige svoger fra Australien. Musik kender ingen grænser.
 
På spørgsmålet om, hvordan han oplever danskerne, svarer han, at de er venlige. Han tager også gerne lidt rundt, når han kommer til landet, så han har været i Skagen og på Fyn blandt andet. Og i Legoland, dengang sønnen var dreng.
 
Den her gang kom han til Aarhus i søndags og tager afsted hjem til Essex på lørdag. Hans favorithotel er Radisson. Ikke det nye Radisson Red. Det er for moderne. Men hans Radisson er godt. Han har været på et dyrere og finere hotel, men der var morgenmaden ikke noget at råde hurra for.
 
Før vi skilles, gennemgår han dagens koncertprogram, der i dag ender på Støj nederst i Jægergårdsgade.
 
 
--- 


Dette er et indlæg fra vores JazzLive-blog festivalmagasin


Under hele festivalen kan du på vores festivalmagasin se tekst og billeder fra de forskellige koncerter og events. En gruppe frivillige skribenter og fotografer giver dig mulighed for at følge med i alt det spændende, der foregår, når byen fyldes af sprøde jazztoner fra de mange spillesteder.

Blogindlægget er et udtryk for skribentens personlige mening og oplevelser.

Our festival magazine blog posts are only in Danish.

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C