Skypumpen lod vente på sig - men blæste igennem i musikken

16/7/2025 | Forfatter: Kaspar Rochholz | Fotograf: Jørgen Nielsen
Hans Ulrik, Nikolaj Hess, Peter Vuust & Mikkel Vuust, Tir na nÓg 15/07/2025

Se fotogalleri fra koncerten

En jazztalk og toner fra The Real Book - med rundgange, chases og soloer - skabte en intens jazztirsdag for mig

Endnu en aften i musikkens tegn, og smilet spillede om mine læber, da jeg måske kunne ane konturerne af endnu en Perfect Day, mens jeg satte kursen mod værtshuset Tir na nÓg.

Hjernens krøllede kapacitet og finurlige forgreninger er altid i spil, når jeg har set Peter Vuust på scenen – og i dag skulle forhåbentlig ikke blive nogen undtagelse. Måske netop derfor også uforudsigelig?

En tirsdag aften på det hyggelige, irske værtshus, som jeg ellers kun forbinder med øl, fodbold og det klingende fællesskab fra Premier League, var det nu tid til at hylde musikken – og de stunder, den har skabt – sammen med Peter Vuust og hans musikalske univers.

Vejrmæssigt blev det en aarhusiansk fuser. De grå skyer åbnede sig aldrig uden for spillestedet Tir na nÓg denne tirsdag aften under Aarhus Jazz Festival 2025. Men musikalsk foldede “skypumpen” sig ud gennem saxofon, klaver, bas og trommer, leveret af henholdsvis Hans Ulrik, Nikolaj Hess, Peter Vuust og Mikkel Vuust. Med Hans Ulrik ved roret, der leverede aftenens stjernedrys i sine soloer, blev det en god musikalsk oplevelse, præget af leg og improvisation. Dog virkede første sæt til tider rutinepræget, indtil de fire “musik-musketerer” for alvor fandt sammen i samspillets kunst og finesse, især i andet sæt.

Aftenen startede dog med en interessant jazztalk, hvor Peter Vuust var spørger, og Hans Ulrik den adspurgte. Vi fik indsigt i Hans Ulriks nuværende saxofoner (Yamaha og Selmer) og hans mundstykke af plastik (rødt) af mærket Link, men med navnet Superior. Han afslørede også sin all-time yndlingsplade: Kind of Blue. Kan det være anderledes for en jazzmusiker? Tør man andet uden at skille sig ud fra mængden? Et godt spørgsmål. Hans Ulrik fortalte desuden, at han næsten græd til en koncert på Nørrebro under Copenhagen Jazz Festival i sidste uge – første gang i to år, han havde været til en koncert med et andet orkester (navnet missede jeg desværre).

Min kollega, fotograf/skribent Jørgen, som jeg heldigvis havde med på job denne aften, fortalte, at det mindede ham om dengang, jazzen blev født på Bent J. Jørgen har stor indsigt i jazz, jazzhistorie og standardjazz. Over en øl i pausen talte vi om, hvordan fortolkninger af standards fra The Real Book, skalafræs, jagten på toner, løjer fra jazzkataloget og klassiske “chases” danner grundskabelon og tradition.

Måske var det de fire musikeres – eller de fire musik-musketerers – mantra. En musikalsk musketer-ed blev i hvert fald aflagt: den klassiske jazzstruktur, hvor melodien præsenteres, soloer deles mellem de fire, og man lander igen i temaet – måske med en firetakters “chase” i en 16-takters omgang. Men det kræver noget særligt at løfte det – at gøre det til andet end skabelon. Og dét skete – især i andet sæt. Her fandt musikerne for alvor sammen. De lyttede til hinanden, fodrede hinanden med idéer og lagde de individuelle præstationer lidt til side til fordel for nærvær og fælles nerve. Her blev soloerne interessante, og melodierne lød ikke, som andre havde spillet dem før.

I jazztalken diskuterede Peter og Hans Ulrik, hvornår man er helstøbt som musiker, og hvornår man har sin egen lyd. Hans Ulrik gav udtryk for, at han stadig forsøger at ramme andres forventninger, mens Peter Vuust tror på sin egen lyd og måde at spille på. Men kan man være helstøbt i sin egen lyd som musiker? Det kan man vel ikke, hvis det er et samspil med andre, hvor produktet ikke er ens individuelle spil, men det, man opnår sammen som et orkester i en konstellation som i går.

Hvad jeg troede ville være en hyldest til Peter Vuusts musikalske univers, med udgangspunkt i den nyligt udkomne plade Homage, viste sig at være syv standardjazznumre fra The Real Book – plus ét ekstranummer: “In a Sentimental Mood” af Duke Ellington. Jeg kunne derved vaske hele min forberedelse væk, da Peter og kvartetten havde brugt og spillet disse numre på Salling Rooftop om eftermiddagen. Som reflekterende musiker udvikler man sig, især som jazzmusiker, og gentager ikke eftermiddagens metier. Fair nok – så måtte jeg lytte efter, hvad der skete på scenen, og det var godt.

For mig var det især numrene “The Peacocks” af Jimmy Rowles og Charlie Parkers “Confirmation”, der gav genklang og resonans i mit musikalske univers. Måske fordi temaer og soloer stod klare og ikke blev overskygget af det, der til tider i jazz bliver opfattet som teknisk overskud eller skala-ræs. For mig er enkelhed og genkendelighed i temaer og soloer noget, der skaber glæde og følelsesmæssig resonans. Derfor blev dagen en “The End of a Perfect Day” – ikke udgangsnummeret, som jeg havde troet (Peters ekstranummer på den første sætliste), men den musikalske oplevelse jeg havde, og den gode snak med min kollega Jørgen.

The End Of A Perfect Day
https://youtu.be/UzW64iXp_cs?si=9Ps0bFqGE3lG-G3V

 
Sætliste
Blues on the Corner
Bolivia
Stella By Starlight
Recorda Me
--- (Pause) ---
Confirmation
The Peacocks
Love for Sale
--- (Ekstranummer) ---
In a Sentimental Mood

 
Skribent: Kaspar Rochholz https://www.facebook.com/kaspar.rochholz
Foto: Jørgen Nielsen https://www.facebook.com/baslinien