En duft af vanvid. En smagfuld oplevelse

18/7/2025 | Forfatter: Jan Hyldig | Fotograf: Hreinn Gudlaugsson
Mærk Musikken - lugter jazz af afsvedet gedehår?, Det 3. Rum 17/07/2025

Se fotogalleri fra koncerten

Vanvid stinker af Ammoniak. Det overbeviste komponisten Olga Witte os om torsdag aften på Sydhavns spillestedet Det 3. rum. Det gjorde hun med sit markante bidrag til det mærkværdige værk ”Mærk musikken – lugter jazz af afsvedet gedehår?” Med 8 forskellige kompositioner er det et anderledes, spændende og sjovt værk

Vi har fået udleveret en tallerken med 8 fine små serveringer rundt i kanten. I midten et glas, som ved nærmere undersøgelse kradser voldsomt i næsen. Det er opløst hjortetakssalt, bliver jeg enig med min sidemand om. Der er omkring 50 mennesker i det tætpakkede 3. rum. Vi bydes velkommen og Olga Witte introducerer det værk, vi ikke blot skal overvære, men være med i. Det havde premiere ved ToneArts 25 års jubilæum sidste år, og vi får nøje instrukser om, hvordan vi skal håndtere de 8 serveringer.

Første indslag er duften af lavendel.  ”Lavender”. Et sfærisk lydsamarbejde mellem to vokaler, 2 celloer, klaver og den lidt sprøde og spinkle lyd af Jens Christian ”Chappe” Jensens sopransax. Efter den behagelige duft af lavendel følger ”Den søde piccante med salt”. Knækbrød med gorgonzola og honning. Camilla Dayyani og Mette Marie Ørnstrups vokaler splitter op i kontrastrig diskussion for at glide over i let pikanteri med børnesange. Til sidst et strejf af italiensk opera.

Ingefær er stærkt, når det indtages i hele skiver. ”Zingiber” er inspireret af Balinesisk Gamelan og flettes smukt sammen af Gorm Askjærs guitar og Wittes klaver. Med ingefærens stærke tropiske fornemmelser i munden, fletter sax og vokaler med i sangen. 

Så bryder kaos løs. ”En duft af vanvid”. Det rene vanvid for trommer og sax. Thomas Eilers slår vildt på sine trommer og vi, det medvirkende publikum, kopierer Mette Marie Ørnstrup i disciplinen ”at nærme sig en grim duft”-Med grimme dufte og humor i luften, svinger det vanvittige nummer over i synthesizer, elektrochok og indespærring – uartikulerede lyde, desperate skrig. Så er det ikke sjovt længere. Et stærkt indslag i aftenens serveringer. 

”Hud” er et smukt digt af Pia Tafdrup sat i musik af Camilla Dayyani. Vi masserer hinanden parvis, og efter en behagelig afbalanceret instrumental del, fornemmer jeg Kurt Weill og Brecht i sangen. Det er modernisme på den gode måde. Pia Tafdrup og Camilla Dayyani gør noget særligt, når de bringes sammen. Hud er kontakt mellem indre og ydre.

Øst møder vest i køkkenet. En dejlig krydret yogurt. ”East-West Digest”. Country guitar og mellemøstlig rytmik. Fransk sang, der forbinder – vi bliver alle bedre, når vi blander os.

Vintertide er dog, i Gorm Askjærs verden, især til havrefras. I digtet ”Chrisply the Bright Snow Whispered” fyger den lyse sne til Johanne Andersson og Malthe Volfings Cello. Falder som lette fnug på klaverets tangenter og blæses vildt og voldsomt rundt og rundt af hele ensemblet. Musikken er spændende, men havrefras uden mælk er tørt. 

Vi slutter med højt belagt smørrebrød – roastbeef og peberrod. Med ”Wasabi From the backyard”, går vi i rock-mode. Det er høj energi på guitar og trommer. Rablende vokaler, cello, sax – alle er med. Det er sjovt. Det er godt. Humøret er højt. Kan næppe være andet efter aftenens fornemme musikalske anretninger. 

Tak for mad. Tak for en dejlig koncert, hvor vi fik brugt alle sanser, ifølge aftenens vært Johannes Gammelgaard – han nåede at tælle dem.