13 heldige mennesker i Langenæs kirke

18/7/2025 | Forfatter: Jan Hyldig | Fotograf: Jørgen Nielsen
Juniper Fuse, Langenæskirken 18/07/2025

Se fotogalleri fra koncerten

Ikke mange havde fundet vej til Langenæs kirke fredag aften, men de der havde, blev inviteret ind i et unikt musikalsk univers. Guidet af Juniper Fuse fik vi indblik i begivenheder fra mennesket og jordens historie, som transcenderer vores jævnt konforme hverdag. Vi fik indblik. Vi fik udsyn. Vi var heldige

Den praktiske opsætning til aftenens koncert i Langenæs kirke pirrer allerede fantasien. Midt i den smukke rødstenskirke står instrumenterne formet i en spids skibssætning. Tilsyneladende en kaotisk mangfoldighed af instrumenter. Ting og sager. Systematisk holdt sammen af det mytologiske skibs form. Publikum er placeret efter samme ovale mønster rundt om musikergruppen.

Med dybe bongotrommer fører Matias Seibæk os langsomt væk fra hverdag og stress. Der hvor vi skal hen, er tid ikke et problem. Det fornemmes snart. Lotte Ankers sax zoomer ind på piblende processer i det store billede. Microprocesser af en eller anden art. Boblende biologi. Svirpende lyde fra Peter Bruuns percussion arsenal fletter sammen med Toldam og Choboters præparerede klaverer. Lange trukne lyde. Noget vågner. 

Snart forsvinder kronologi og kausalitet. Processer glider ind og ud af billedet. Opstår og forsvinder. Glider fra det ene instrument til det andet. Kompositionen, vi lytter til, er inspireret af Sydfranske huler og grotter, hvor menneskets historie er ridset og malet ind i grotternes vægge og den geologiske histories uendelighed.

I det kreative hav af lydredskaber og tilvirkede instrumenter, falder jeg over Matt Choboters skatkammer af geologiske herligheder. Flade flintsten med et tyndt lag kridt gnides mod større flade og let eroderede skifersten, som Choboter senere fortæller mig, stammer fra Utah. Det er lyden af stenenes tilblivelse.

Vi er i arketypisk land, hvor jordens historie får lyd – piblende, rislende biologier, faste geologier og mennesket, der har fundet sin plads, kalder på os andre med dybe trommer. Den dybe historie. Det dybe menneske. 

Langsomt tones bongotrommens kalden ned - Langsomt, langsomt. Til jeg ikke længere ved om der er lyd eller ikke lyd. En af de smukkeste udtoninger, jeg har oplevet.

Dér starter hverdagen igen, og Olga Witte takker musikere og publikum for i aften - ”Vi er få, men hvor har vi dog været heldige”