11
I
20
JU
LI
20
25
Le Grande Finale

Le Grande Finale

20/7/2025 | Forfatter: Jan Hyldig | Fotograf: Victoria Elaine
Lotte Anker & Paal Nilssen-Love, Det 3. Rum 19/07/2025

Se fotogalleri fra koncerten


Det starter med et seriøst og godt musikalsk parløb mellem Lotte Anker på sax og Paal Nilssen-Love på trommer. Det sluttede virkelig sjovt og godt med de to i rollen som kaotiske dirigenter for ALT R JAZZ Large Ensemble, der, vild- og vejledt af dirigenterne, spillede og truttede i alle mulige og umulige retninger. Det var hylende morsomt og en festlig finale med Aarhus Jazz Festivals gæstemusiker Paal Nilssen-Love


En aften arrangeret af ALT R JAZZ i det 3. rum på Sydhavnen. Egentlig to koncerter, som startede relativt roligt med Lotte Anker og Paal Nilssen-Love og sluttede storslået og i et ekstra højt gear med det store ensemble.

De to musikere har kendt hinanden i omtrent 30 år. On and off, som de siger. Det høres. De kommer sikkert fra start og finder ubesværet rollefordelingen. Er skiftevis forgrund og baggrund. stor og lille, spinkel, dominerende - krop og ånd. Med to instrumenter som sax og trommer, er der en vis tendens til at saxofonen får den tematiske hovedrolle, men Lotte Anker har samtidig med sine åbenlyse ekspressive kvaliteter også en forunderlig evne til at underspille.

”Hvem siger, jeg er en saxofon” ligger som uudtalt præmis i lange sekvenser af Lotte Ankers spil. Ja, hvorfor tale om en saxofon, når det handler om lyd. Mulige og umulige lyde. På det punkt har Lotte Anker med Paal Nilssen-Love den rette partner. Han mestrer en utrolig bredde i sit trommespil. Han mestrer en utrolig hurtighed. Han mestrer en utrolig nuancering og fremkalder stemninger, som kun sjældent forbindes med lyden fra et trommeskind. 

Således fletter de to musikere mønstre. Afdæmpede lyriske passager med forskellige roller. Ligeværdige sekvenser, hvor en hvidklædt trommeslager og sortklædt saxofonist, yin og yang, spiller sig sammen, afløses af heftige eksesser for to instrumenter – det hele er fascinerende og smukt. Egentlig ikke egnet til ord.

I pausen mellem de to koncerter går jeg en lille tur i det hyggelige sydhavnsmiljø. Alle steder finder jeg tegn fra de kreative mennesker, der kommer her. Statuer og installationer, fornuftige budskaber, små hyggelige hjørner, hvor sol, samtale og en kold øl kan nydes. Det 3. rum ligger midt i dette hyggelige miljø. Gad vide hvor længe det får lov at blive? 

Tilknyttede musikere til ALT R JAZZ samles nu. ALT R JAZZ Large Ensemble. 22 skulle der være. Jeg tæller 21, men den manglende musiker kan godt have gemt sig et eller andet sted i det tætpakkede og farverige sceneri af mennesker og instrumenter. 

Ideen til kompositionen er cirka 14 dage gammel og ensemblet har øvet en lille dags tid.

Det imponerer. Fantastisk hvad 22, eller 21, musikere kan indenfor både iderige og underholdende kompositioner. Det er moderne kompositionsmusik for fuld udblæsning. Til tider vild og voldsom. Til tider poetisk og eftertænksom. I den første og længste komposition kæmper Brecht’ske Verfremdungseffekter, abrupte afbrydelser og indskydelser med en tematisk dominerende blæsergruppe, der vil traditionen og magten, og blæser den igennem. Der er power i den store blæsergruppe. En fin afspejling af vores komplekse, kaotiske og flygtige liv. Stop and go.

Den anden komposition er vist i udgangspunktet lidt venligere. Vi befinder os muligvis efter stormen med fredelige Syd-østasiatiske lyde og afroamerikanske spirituals. Men intet er helt som i gamle dage og eksotiske steder, så mine drømmerier forstyrres hurtigt af hvinende vokaler og instrumenter, der kappes om magt og opmærksomhed. Med stigende intensitet blæser det op igen. Vildere og vildere. Jeg mister overblikket. Ordene bliver små. Jeg overgiver mig og nyder helvede.

Paal Nilssen-Loves trommer banker mig til live igen. En trommesolo der sprætter selv de mest tilknappede op. Paal Nilssen-Love smider stikkerne og springer frem foran publikum. De er dirigenter nu, Lotte Anker og Paal Nilsen-Love. Ensemblets to fløje har hver sin dirigent, som i kaotisk rækkefølge med små skilte pålægger og fratager de to hold fragmentarisk lyn-spil. Lyde, protestråb, drøn, grin og papirer fyger om ørerne. 

Og det er sjovt. Le Grande Finale – frijazzens svar på den sidste promenadekoncert. 

Tak for en stærk aften til ALT R JAZZ. Tak for sangen Lotte Anker og tak for denne gang Paal Nilssen-Love. Det har været en udsøgt fornøjelse.

På det sidste skilt, Paal Nilssen-Love, årets artist in residence ved Aarhus Jazz Festival 2025, viser frem, står der - ”Brusebad” - Det er så sandelig fortjent. 

 



 

Se flere reportager her

Flere fotogallerier her

Aarhus Jazz Festival

Kjeld Tolstrups Gade 3

DK-8000 Aarhus C