AARHUS JAZZ FESTIVAL
8. - 15. juli 2023
Stort og dynamisk

Stort og dynamisk

16/7/2018 | Forfatter: Lars Borup | Fotograf: Albert O. Meier
Maluba Orchestra, Atlas, 15/07 20:00

Se fotogalleri fra koncerten


Tre komponister lagde fundamentet til en usædvanlig oplevelse.


 

Det blev et par forrygende og fascinerende timer i selskab med Maluba Orchestra, et usædvanligt sammenrend af nogle af de bedste fra den danske jazzscene. De 13 musikere fyldte scenen på Atlas både fysisk og musikalsk. Gode kompositioner og arrangementer, og variationen i musikken var med til at bære koncerten igennem. Den var mættet med fine detaljer og dynamisk musikalitet, der varierede fra det meget pågående, voldsomme til lyriske passager og elegante samspil lagt i hænderne på dele af bandet.

Aftenens musik var skrevet af Fredrik Lundin, Kasper Bai og Marilyn Mazur. Det er også de tre komponisters navne, der indgår i navnet Maluba. Besætningen er en slags bigband med saxer, trompeter, trombone og rytmegruppe, men udnyttet på mange fine finurlige og uforudsigelige måder.

Der blev lagt ud vildt og pågående, og fra start var noget af det bedste Kasper Bais komposition inspireret af den franske guitarist Marc Ducret. Der var skævt og vildt guitarspil suppleret af næste traditionel bigbandlyd. Også hans kompositioner inspireret af Baskervilles Hund og Mumi-universet  var rigtig godt tænkt og arrangeret.

Mazur var den, der bidrog med de mere lyriske kompositioner, der blev præsenteret med  intens puls. Slagtøjsparforholdet med Mazur og Emil de Waal var forrygende. Fås ikke bedre. Alt var timet og præcist med bassisten Klavs Hovmand som sikker sekundant på både el- og kontrabas. Pianisten Makiko Hirabayashi var i perioder næsten usynlig i lydbilledet, men bidrag med fine, elegante og markante elementer. Lundin var som altid garant for nogle meget personlige arrangementer i hans helt egen stil. En perfekt tredjepart i et komponistfællesskab, der skulle skab en helt usædvanlig koncertoplevelse.

Alle musikere bidrog på hver deres måde til oplevelsen som solister og i små tætte samspil med andre musikere i bandet.

Det var storslået, fængende og livgivende. En usædvanlig aften, der havde tiltrukket et pænt stort publikum, som havde svært ved at holde deres begejstring tilbage undervejs i koncerten. Maluba Orchestra må gerne vende tilbage med nye musikalske oplevelser.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C