AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
To mand i chlinch med kraftfulde 17

To mand i chlinch med kraftfulde 17

16/7/2022 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Henning Espersen
Nordkraft Big Band & Svaneborg Kardyb, Musikhuset Aarhus 15/07/2022

Se fotogalleri fra koncerten


Stille duo mødte fredag stort bigband i forbindelse med Musikhuset Swinger.


 

Går det mon godt, når en stille duo møder et brusende bigband? Jeg var lidt usikker på resultatet. Ville duoen mon blive kvast? Nej. De klarede det, begge parter.

Det aalborgensiske bigband, der har taget navn efter byens gamle kraftværk, har 12 år på bagen og er blevet en del af det nye og stærke musikliv i Aalborg og Nordjylland. Bandet afsøger gerne nye musikalske områder. Således udgav de i sidste måned en cd med resultatet af deres samarbejde med grønlandske musikere.

Nu var Aalborgbandet så gået i kompagniskab med den et par år gamle aarhusianske duo Svaneborg Kardyb. Bag navnet gemmer sig Nikolaj Svaneborg på Würlitzer-piano og electronica samt trommeslageren Jonas Kardyb. Den første af deres cd’er fik priser og gjorde duoen kendt i den unge jazzverden. Måske fordi de bare er anderledes: Svaneborg Kardyb tør være helt simple i deres musik. De to musikere har kun skullet følge hinanden i stille og enkle melodier. En skrøbelig minimalisme med vuggende melodier, der cykler i sin egen drømmende verden.

Den ro fik duoen i høj grad givet videre til bigbandet, hvor de forskellige blæsergrupper flere gange vekslede frem og tilbage som de to i duoen. Der var nogle få soli fra Nordkrafts dygtige musikere.

Det er en tradition for Svaneborg Kardyb at afslutte deres koncerter med en lille simpel fælles fløjte-afdeling. Melodien skulle være fundet en sen aften på vej hjem fra byen. Først var det duoen, der fløjtede for. Så kom publikum med – og til slut bigbandets medlemmer.

Det var en anderledes afslutning på en bigbandkoncert. 

 



Se flere reportager her >

Flere fotogallerier her >

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C