AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
S-h-y-y – Vi er på lydvandring

S-h-y-y – Vi er på lydvandring

15/7/2020 | Forfatter: Carl Ancher Pedersen | Fotograf: Line Rothmann, Sun Ship / Carl Ancher Pedersen
Lydvandring , Ørneredevej 7a, 14/07 20:30

Se fotogalleri fra koncerten


Velkommen alle sammen, sluk for mobilerne, og tal ikke sammen undervejs ... .



Sådan lyer det indledningsvis fra Kristoffer Bliksted, en af guiderne på gårsdagens velbesøgte lydvandring i Marselisborgskoven nær Ballehage – fundet på og arrangeret af Natur Retur og Sun Ship. To foreninger drevet af unge ildsjæle, der brænder for hhv. oplevelser i naturen og for jazz af den mere moderne, eksperimenterende og grænsesøgende slags. 

Rigtig mange har følt sig tiltrukket af det "anderledes" Sommerjazz-arrangement. Der er mere end udsolgt, så vi er over 40 forventningsfulde fremmødte. 

Men hallo, en lydløs lydvandring ... ! – Den har vi måske ikke lige set komme. Men når man lukker for sin mobil, som ofte betyder fravær frem for nærvær, og når man så også slukker for den smalltalk, der uvægerligt opstår, når mennesker mødes og går tur sammen, så tænder man i stedet for noget andet. I dette tilfælde for naturens egne lyde,  for den musik, der også bliver budt på undervejs, samt for roen, fordybelsen og egne tanker. 

Med stemningskabende olielamper i hånden slentrer vi – fordelt på tre grupper – gennem skoven, mens dagen langsomt går på hæld. Hele tiden med bølgeslaget fra den nærliggende strand som behagelig lydkulisse, tilsat lyden af træer, der drypper de sidste rester af dagens regn af sig, en sagte brummen fra en lille motorbåd med et par lystfiskere om bord, og indimellem stilfærdige fuglefløjt og duers mere højlydte kur-kur. 

Nogle af disse lydelementer skal snart vise sig at danne stemningsfuldt akkompagnement til de i alt tre minikoncerter, som vi får lejlighed til at overvære undervejs. Alle akustiske og afdæmpede – og dermed et perfekt match til den stilfærdige, men dog hørbare naturoplevelse. 

Første stop i vores gruppe er på en bakketop, hvor Ida Brinch Nielsen spiller på trompet for os. Siden går det videre til et lidt mindre eksponeret sted i skoven, hvor Viktoria Holde Søndergaard under et udspændt lærred trakterer sin vibrafon. Sidste musikstop – det bedst skjulte af de tre – er et møde med cellisten Oda Mathilde Dyrnes. 

Andægtigt og i respektfuld afstand lytter alle opmærksomt til de tre musikeres korte koncerter. Smukt og stemningsfuldt flyder tonerne os i møde mellem løv og grene, men de tre dygtige musikere når undervejs også at teste deres respektive instrumenters lydmæssige grænser – i al stilfærdighed. 

Så går det hjemover – nu mere strandlangs – og til sidst sætter vi os på guidens ordløse opfordring i sandet med udsigt til Helgenæs og en himmel og et hav, der har taget noget af den synkende sols rødme til sig. 

Stemningsfuldt, meditativt og et dejligt afbræk fra hverdagens – og noget af den øvrige Sommerjazz' – almindelige hektik. Det er helt sikkert godt for det, der' oppe i vores hoveder og tåler bestemt en gentagelse på næste års jazzfestival. 

 

Guider på turen, ud over Kristoffer Bliksted, var Maria Dybbroe og Nikolaj Bugge, begge fra Sun Ship. Line Rothmann, ligeledes fra Sun Ship, fotograferede. 

 

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C