AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Mads Bærentsen Trio (DK) - Photo: Café Smagløs

Photo: Café Smagløs

Mads Bærentsen Trio (DK)

14:00

Mads Bærentsen (keys), Michael Bladt (sax), Thomas Sejthen (b)
Triojazz med en af Danmarks bedste jazzpianister
 
Mads Bærentzen stiftede allerede som barn indgående bekendtskab med musikken. Han startede som femårig med at spille violin efter Suzuki-metoden, men skiftede som 13-årig til klaveret. I de første år herefter spillede han mest klassisk musik, men efterhånden fik han mere og mere smag for den rytmiske verden, og som 19-årig kom han ind på Det Jyske Musikkonservatoriums med jazzklaver som hovedfag.
 
I 2001 debuterede han som den første rytmiske musiker i Danmark fra solistklassen på konservatoriet i Aarhus. Under uddannelsen boede og studerede han en periode (1999) i New York ved pianisten Kenny Werner. 
 
Allerede i 1997 dannede han Mads Bærentzen Trio, der udgav debut-CD’en StandArt i 1999. Siden er det blevet til en række udgivelser i eget navn, både i trioformat og i samarbejde med blandt andre Marie Carmen Koppel, Peter Vuust, Tim Ries, Eric Alexander, Vivian Sessoms og Sienna Dahlen. Desuden medvirker Bærentzen på mere end 20 andre udgivelser, blandt andre med sangerinden Veronica Mortensen, som han har spillet fast sammen med gennem næsten 20 år. Endvidere har han siden 2001 været fast pianist i Aarhus Jazz Orchestra. 
 
Mads Bærentzen har igennem årene turneret i store dele af verden med egne projekter eller som akkompagnatør med blandt andre den mangedobbelte Grammy-vinder Kurt Elling. Desuden har han optrådt med så prominente navne som John Scofield, Dianne Reeves, Cæcilie Norby, Peter Erskine, Kurt Rosenwinkel og Marie Bergman.
 
I 2012 udgav han sin første solo-CD, den anmelderroste Se, Nu Stiger Solen, hvor han spiller en række danske salmer i nye, improviserede fortolkninger, og i november 2015 udkom opfølgeren Natten er så stille med en række sange og salmer af komponisten C. E. F. Weyse. 
 
I januar 2021 udgav Bærentzen albummet Kindness in your eyes i samarbejde med sangerinden Nanna Kamp – 11 nyskrevne numre af Bærentzen med tekster af Helle Hansen. 
 

Arrangør
Café Smagløs
42 51 25 50
Billetinfo
Fri entré

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C