AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Myriader af elektroniske udladninger

Myriader af elektroniske udladninger

20/7/2018 | Forfatter: Ebbe Lautrup | Fotograf: Barbera Alexandersen
Abekejser, HeadQuarters, 19/07 19:00

View photogallery from this concert


Abekejser leverer elektronisk musik, der hæver sig op på surrealistisk delikate og snurrige tableauer med substans og dybde.


 

Alle musikalske jazzdoktriner er fejet af scenen, når Abekejser går i gang med deres elektroniske og kraftfulde melodiske musik.

Men først – hvorfor i alverden kalder de sig Abekejser?

– Det er et fedt navn og en visuel side af bandet. Abekejser er for os en central figur, en maskot, som følger os, og som også optræder i vores to animerede videoer og singleudgivelser, fortæller synth-maestro Jon Døssing Bendixen.

De to videoer og singler er St. Puma og Eden Haze plus single nummer tre, Robot Face. Herfra henter de musikken til aftenens koncert på HeadQuarters.

Abekejser er i øvrigt det danske ord for en lille primat blandt småaber i Sydamerika ved navn Emperor Tamarin.

”Hva´så Head Quarters?! Er I klar til at give den gas? Lad os få den op på 50 grader.”
Jon Døssing Bendixen trodser varmen, er selv iklædt lange bukser og højhalset lys sweater, og han står bestemt ikke stille bag sin synth-opstilling.

Harmoniske lydlandskaber flyder fra scenen ud i det lille lokale med overraskende temposkift og takter, inden en voldsom dyb bas blander sig og danner små fine krusninger i min kaffes overflade.

Lydbilledet bliver kontrasteret af Jeppe Lavsen på bløde guitarforløb og soli for igen at blive modsvaret af Døssings og Adrian Christensens leg med synth og b-synth med Rasmus Fisker og Frederik Bülow bag henholdsvis trommemaskine og potent spillede trommer som underliggende puls. Musikken er filmisk, og billeder danner sig for det indre øje.

Abekejser er en forholdsvis ny konstellation af fem kendte musikere fra scenen i Aarhus. Sammen kreerer de en instrumental portal til et fascinerende og fængslende univers. Med baggrund i jazz og world har de sammen med kontrabassen tømt de velkendte jazzskabeloner ud med badevandet.

De fremtryller heftige lydbilleder og voldelige hooks, som sætter sig fast i maveregionen. De fremmaner en sound, som ikke er nem at klassificere. Det ene øjeblik befinder du dig i en drømmetilstand, det næste gynger det forunderligt i hele kroppen.

Med komplekse undertoner af Weather Report bygger de bro til en ny og farligt inciterende verden af svømmende klangflader med borende dyb baslyd. Kombinationen af elektronisk trommemaskine og akustiske trommer krydret med drys af elektrostøv fra synths og guitar frembringer fængende melodiske forløb, ubesværet og markant iscenesat.

Det ene nummer griber det andet i ren instrumental tour de force med syrede elektroniske vokalindsatser fra Døssing.

Spændvidde og dynamik er bandets adelsmærke, og undertegnede, som hører til de lidt ældre, genkalder sig undervejs navne som Mahavishnu Orchestra og Emerson, Lake & Palmer.

Abekejser rammer lige i mellemgulvet, og publikum er både forberedt og begejstret. Aberne kører løs og leverer elektronisk dansemusik, der til tider hæver sig op på et surrealistisk delikat niveau med substans og dybde. Jazzens improvisationer i parringsdans med skarpe rytmer og beats af næsten tonstung karakter.

Abekejser er dugfrisk anderledes i deres leg med lyd og viser musikalsk overskud. De er unikke på deres felt og får på helt egen måde vist, hvad instrumentalmusik også kan.

Når kejseraben spiller, er det svært at være upåvirket.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C