Legestue og eksperimentarium (Danish only)

6/7/2023 | Forfatter: Jørgen Nielsen

De mødtes på et spillested til en uformel jamsession, og magi opstod. Det er den korte version. Fire musikere med hver deres baggrund, arbejdsvilkår og netværk. Hver især smed gode sager i puljen: melodier, grooves og stemninger, hentet fra deres baggrunde i rock, traditionel jazz, avantgarde, blues og funk. De fire var trommeslageren Emil de Waal, saxofonisten Frederik Lundin, hammondorganisten Dan Hemmer og pianist og sanger Esben Just.

THIS ARTICLE IS ONLY IN DANISH. READ ABOUT THE CONCERT IN ENGLISH HERE

Af Jørgen Nielsen


Mødet fandt sted i én af de mindre byer i provinsen, hvor kulturlivet ofte holdes i live med en blanding af frivillighed og lønnet deltidsarbejde. Og hvor man som tilrejsende musiker er mindre udsat for kollegernes vurderende blikke og jazzpolitiets korslagte arme. Et perfekt drivhus for frodige og frygtløse eksperimenter. Og et eksempel på livescenernes store betydning for musiklivet i alle landets afkroge, også for de lokale udøvere, unge som ældre, professionelle og amatører.

Trommeslager Emil de Waal er rutineret sessionmusiker og orkesterleder inden for pop og rock, men har også modtaget den danske jazzverdens ridderslag i form af Ben Webster prisen 2023. Han var én af de fire, som holdt legestue den magiske aften, og oplevelsen blev hængende i baghovedet. Når muligheden for at gentage succesen opstår, bliver invitationerne sendt ud. Han opfatter sig, med et udtryk fra museumsverdenen, som en kurator; én der ud fra en overordnet idé sammensætter et hold og lægger sætlisten:

”Hvis det går godt, så bliver det musik, som jeg rigtig godt kan lide det; ting, der på papiret ikke passer sammen, kommer alligevel til at fungere i et fælles udtryk”.
Som kurator, eller kapelmester, har Emil udvalgt en umage kvartet, hvor fællesnævneren er til at overse:

”Alle tre har jeg spillet med gennem tiderne – bare aldrig samtidig. De er meget forskellige, men alligevel er der noget rootsy/bluesy, der går igen hos dem alle”.

Lige børn leger bedst, men igen: hvis de er alt for lige, hvor er så de kontraster og knaster, der får musikken til at slå gnister?

Musikkens menighedsråd
Essensen af jazz er, at det aldrig lyder ens hver gang, og en jamsession kan være endnu mere uforudsigelig. Man ved ikke rigtig hvem der dukker op, og hvordan de spiller. Jazzen har dog ikke patent på begrebet jamsession; musikere overalt har altid kunnet mødes og skabe et flow ud fra en fælles referenceramme, tænk bare på en irsk pub, hvor musikken kan fyge hen over bordene, så ølkrusene dirrer. En jamsession kan også stivne i forudsigelighed.

Rigtig mange danske jazzmusikere er vokset op med The Real Book; en tommetyk samling nodeark, oprindelig udgivet som piratkopier på Berklee College of Music i 1970´erne. Den blev så udbredt i miljøet, at timelange versioner af standards som All the Things You are blev lige så almindelige ved jamsessions som Amen i kirken. Jazzmusikeren bliver en del af en menighed, der samles om et helligt skrift, og så er der plads til forandring.

Den forandring vil Emil de Waal gerne bidrage til. Besætningen trommer, hammondorgel, piano og forskellige blæseinstrumenter rummer klanglige muligheder, som man ikke på forhånd kan høre for sig. Endnu mere spændende bliver det, når Frederik Lundin udvider toneregistret i nedadgående retning med barytonsax og basfløjte. Selv sidder Emil bag et lille, ultrakompakt trommesæt af mærket Premier; det egner sig med sin kontante, tørre lyd til lokaler med god akustik – som fx Helsingør Theater i Den Gamle By.

Lundin og hans instrumentarsenal har været en del af den progressive, danske jazzscene siden de tidlige 80-ere, men blev også DMA-vinder 2004 med albummet Belly Up, hvor han med sit store band Overdrive fortolkede rootsmusik af amerikanske Huddie Ledbetter aka Leadbelly. Bag trommerne sad såmænd Emil de Waal.

Håndspillet og jordnær musik
Den føromtalte menighed kan bestå af fx bebop-afficionados, men kan også udgøres af fundamentalister på den traditionelle scene, som hævder at præsentere den ægte New Orleansjazz. Men New Orleans er ikke et musikmuseum, tværtimod. Pianisten og sangeren Esben Just er nok den af de fire, der i allerhøjeste grad har rendyrket sin inspiration fra New Orleans.

”Den musik har ét eller andet der gør, at den bliver ved med at dukke op til overfladen, og blive ved med at være interessant for nye generationer.”

Esben og Emil har en fortid sammen i bandet The Groovy Greasebacks, et festligt band, der arbejdede med den særlige sammensmeltning af jazz, funk og blues, en lyd og et groove, der er unik for byen ved bredden af Mississippi. Med sin trio SP- Just - Frost har han sammen med bassisten Henrik Schou Poulsen og trommeslageren Søren Frost (begge fra Aarhus) gennem 25 år med et sandt pionerarbejde introduceret den funky New Orleansmusik for et traditionelt indstillet jazzpublikum, hvad enten det nu var til bebop, swing eller revivaljazz.

Selv siger han om Emil de Waals kuratering:

”Vi fire deler en kærlighed til håndspillet og jordnær musik, og jeg bidrager med nogle numre, som Emil og jeg har spillet sammen tidligere. På det tidspunkt havde Det Rytmiske Konservatorium i København, hvor Emil var ansat, et tema omkring musikken fra New Orleans, og det var den store pakke. Jeg trak på mine kontakter derovre, så vi havde en flok topmusikere ovre og undervise i en uge, både repræsentanter for den nye og den traditionelle stil. Hvis det fly var faldet ned, ville det have skabt et alvorligt hul i musikhistorien i New Orleans!”

Fjerdemanden i kvartetten er hammondorganisten Dan Hemmer. En musikernes musiker, og en af de efterhånden mange danske organister, som har skabt fornyet interesse for det ikoniske instrument. Anders Koppel var én af pionererne, og her i 2023 spiller Dan Hemmer i Koppels gamle gruppe Savage Rose, en af kronjuvelerne i dansk rock. Også internationalt har hans groovy og smagfulde spil vakt opsigt gennem samarbejdet med trommeikonet Steve Gadd i trioen Blicher Hemmer Gadd.

To keyboards i en kvartet? Esben Just forklarer: ”Dan udgør en del af rytmegruppen med sin fodbas og sine lydflader, og jeg kommer til at lægge mig oven på, som en anden singleguitarist!”

Rollerne er klart definerede i kvartetten, alle spiller for helheden, tuner sig ind på akustikken og hinandens lyd. Musikken kan man oftest på rygraden, og kan koncentrere sig om udtryk og kommunikation. Er en solo ved at slutte, eller er den først ved at få luft under vingerne? Er det hér vi skal intensivere, eller spille mere luftigt? Det fornemmes helt intuitivt, i det mindste på en god aften. De fleste faste bands øver materialet helt til bunds – alt er fastlagt. Det betyder en stor tryghed, men også en risiko for tomgang; man kan være til stede, men samtidig være helt væk, rent mentalt.

Når en konstellation som de Waal, Lundin, Hemmer og Just skal holde legestue for åbent tæppe, vil resultatet ikke være givet på forhånd. Som Emil de Waal siger:

”Vi har valgt numre, der først og fremmest taler til os, og så må vi jo håbe, at de også taler til publikum.” Men ingen tvivl om, at musikernes kærlighed til musikken virker smittende.

Kan man forvente jazz?

Med komponister som Duke Ellington og Charlie Haden på sætlisten, synes svaret givet på forhånd, men hvordan det kommer til at lyde, afhænger af musikernes oplagthed til at lege og eksperimentere.

Og DET er jazz.