AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Gæster i Rumlaboratoriet

Gæster i Rumlaboratoriet

22/7/2018 | Forfatter: Jørgen Nielsen | Fotograf: Jørgen Nielsen
Spacelab with Guests , Atlas, 21/07 22:00

View photogallery from this concert


Gæstelisten gik hen og blev længere end programsat, og det gjorde absolut ikke noget.


 

Sidste navn på Atlas under Aarhus Jazz Festival 2018 var Spacelab, der som trio er vant til at lukke og slukke som Late Night Act på de københavnske scener. Brødrene Nikolaj og Mikkel Hess og bassisten Anders ”AC” Christensen har spillet sammen siden ungdommen og har et telepatisk sammenspil, der betyder, at når der pludselig er op til ni mennesker på scenen, så er fødderne stadig solidt plantet på scenegulvet. 

Trioen lagde ud med Færø, en ballade, der featurede AC's rodfæstede basspil, som har dannet skole på den danske scene som kontrast til arven efter NHØP, der dikterede halsbrækkende ekvilibrisme. Ind kom perkussionisten Rune Harder Olesen, iflg. statistikken Danmarks mest indspillede musiker, og et afrikansk jazzeventyr udfoldede sig med dynamiske soli fra rytmesektionen.

Og gaverne blev ved med at regne ned, nu i skikkelse af sangerinden Mette Lindberg – ja, det er hende, der var dommer i X-faktor i forrige sæson. Hun, iført leopardprikket buksedragt i guld stod i kontrast til saxofonisten Ned Ferm, iført sit røde skæg og sine allerpæneste joggingbukser. Også keyboardspilleren Adi Zukanovic sad nu ind og bidrog med underfundige lydtapeter. Inden sættet var omme, var også guitaristen Rasmus Krogh dukket op – når han nu alligevel var i byen, og havde spillet dagen før på HeadQuarters med Ned og AC. Også en trompet blev det til, har hørt ham før og fik ikke fat i navnet. Det må han virkelig undskylde!

Om der blev sagt noget mellem numrene? Både og. Ned Ferm brød isen med at sige: "Det er én af mit livs største oplevelser at være på scenen sammen med disse musikere", og Mikkel Hess supplerede: "Det er ikke, fordi vi ikke kan lide jer, at vi ikke siger noget. Det er bare fordi vi hylder det princip, at tale er sølv, og tavshed er guld!”

Og gyldne stunder fulgte stadig. Numrene gled over i hinanden med ubesværet rutine, trods den løse sammensætning, som da Mikkel Hess på trommesættet efter en rødglødende battle med Rune Olesen, tog den ned i det mest dovne back beat, man kan tænke sig. Måske hed nummeret Habibi. Der var i hvert fald mellemøstlig inspiration i melodien, hvor Lindberg – som flere gange før – brillerede med smuk, ordløs sang i et ufatteligt højt toneleje.

Mod slutningen gik der den fedeste funk jam i den med plukkende guitar- og keyboardriffs og en himmelstræbende solo af Adi Zukanovic. Og selvfølgelig fik vi lidt ekstra: ”Vi har så meget musik til overs, at I skal have et ekstranummer", sagde Nikolaj Hess.

Koncertrækken på Atlas var kurateret med vanlig sans for det ekstraordinære af Sun Ship, og det var en god oplevelse at slutte ugen, hvor den begyndte: på et omstridt spillested, som absolut er blevet mere hyggelig at komme på, med belyste podier og faste bænke.

Og Aarhus i denne sommer – ja, det er synd for landmændene, men hold op, hvor er det fantastisk at cykle hjem om natten i T-shirt og shorts og høre en summen af glade mennesker overalt. Når alt andet er glemt, vil de minder stå tilbage.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C