AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Længe leve musikkens fødekæde

Længe leve musikkens fødekæde

16/7/2023 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Jørn Gade


En masse mennesker har som lyttere og tilskuere deltaget i Aarhus Jazz Festival. Både lokale og tilrejsende fra ind- og udland har oplevet den levende musik. Festivalen er vigtig for byens identitet og turisme.


I Musikhusparkens grønne græs op langs Frederiks Allé underholdt Moussa Diallo, Preben Carlsen og Salieu Dibba lørdag eftermiddag. Programmet hed Cirkeline og Coco rejser til Afrika. Det er musik tiltænkt de yngste borgere, der heldigvis på grund af det tidspunkt flotte vejr havde medbragt deres voksne. Hygge, rytme, dans, fantasi – og børn, der blev rystet rundt i luften som flyvende fugle. Kan det blive bedre?
 
Da rytmerne holdt op besluttede mange voksne, at de da lige skulle på toilettet i Musikhuset og valfartede derfor afsted. Mange mindre unger spænede afsted i forvejen og kom ind i foyeren før deres voksne. Her blev de mødt af lydprøven til Danish Youth Jazz Orchestra. Ungerne standsede op, lyttede et par sekunder og satte sig så pænt lyttende på forskellige stole i det store rum. Lidt efter kom de voksne. Måske var der op til 20 unger rundt om i den store sal. Andre kom til og stod betuttede ved deres forældre. Der var ro på. Ingen blev tysset ned. Jeg tænkte: Dette er fremtidens tilskuere og musikudøvere.
 
Et par dage før mødte jeg ved en koncert i Musikhuset Frank Sørensen fra Sæby.
- Jeg er i byen for at passe børn, høre musik og møde venner, lød svaret på hans tilstedeværelse.
 
Frank kender nemlig rigtig mange fra den danske jazzverden. Han er bagmanden for, at byen Sæby er blevet en musikby. Der er kun knap 9.000 indbyggere, men byen har en musikskole, et harmoniorkester, et tamburkorps og et bigband.
 
Som ung blev trombonisten Frank Sørensen ansat som leder af byens musikskole. Ikke mindst blæserene havde hans interesse og kom til at fodre først Sæbygarden, senere fra 1997 byens 21 mands bigband – og for nogle videre til MGK i Aalborg. Bigbandets medlemmer kommer i dag fra store dele af Vendsyssel og har løbende haft en række kendte dirigenter og solister. De mange jazzinteresserede har dannet grundlag for Sæby Jazz Festival.
 
– Jeg kender jo mange af festivalens musikere. Jeg plejer at komme her til jazzfestivalen i Aarhus, men nu skal jeg også passe børnene, fortæller han med et smil.
 
De børn, Frank taler om, er hans børnebørn. Sønnen Jakob er den 35-årige trompetist i Aarhus Jazz Festival – og far til to små børn, der skal passes, når far skal spille ude i byen. Jakobs lillebror er den 26-årige pianist Rasmus, der netop er kommet hjem til Danmark efter fem år i New York. Rasmus har også været at høre i festivalen.
 
Udover de festivalaktive brødre Jakob og Rasmus Sørensen er sangeren og keyboardspilleren Mark Chemnitz, der flere gange har været på Klostertorvets scene, også en Sæby-dreng.
 
Lokal opbakning, politisk og økonomisk, samt ildsjæle som Frank Sørensen er vigtigt for, at et sundt musikliv kan vokse frem.
 


---

 

Dette er et indlæg fra vores JazzLive-blog festivalmagasin

Under hele festivalen kan du på vores festivalmagasin se tekst og billeder fra de forskellige koncerter og events. En gruppe frivillige skribenter og fotografer giver dig mulighed for at følge med i alt det spændende, der foregår, når byen fyldes af sprøde jazztoner fra de mange spillesteder.

Blogindlægget er et udtryk for skribentens personlige mening og oplevelser.

Our festival magazine blog posts are only in Danish.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C