Kirkeorglet, avantgarden og den ukendte lydkilde

16/7/2025 | Forfatter: Karin Grand | Fotograf: Katharina Ya
Kit Downes & Calum Builder: Organ duo, Aarhus Domkirke 13/07/2025

View photogallery from this concert

Kit Downes og Calum Builders improviserede samspil fra hver sin etage i Domkirken havde et kaldende og mytisk strejf af det tidløse

-Det hele er en leg, siger den engelske organist Kit Downes smilende fra sit udsigtspunkt på balkonen foran orgelet, der på nær afstand fremstår mere som en bygning end et instrument. En lidt intimiderende legekammerat måske. 

Orglet i Aarhus Domkirke er Danmarks største. Det blev bygget i 1730 og er ombygget op til flere gange for at tilpasses nye ceremonielle og musikalske behov.

-Jeg har engang set et orgel, der havde et toilet og en soveplads indbygget i det, fortæller Downes. Så store kan de være. 

-Vil du se, hvordan det hele fungerer? 

Downes går i gang med at demonstrere den komplekse mekanik bag instrumentet. Et helt orkester af instrumenter sidder der i registret. Dets knapper eller træk, som de også hedder, kan præge de enkelte toners klang og på den måde skabe den rige og fyldige lyd, vi kender fra kirken. Tanken bag er videreført i nutidens synthesizere, men blegner alligevel ved siden af dette overvældende instrument.

“Nathorn” står der på én af trækkene. 

-Ja, jeg har måttet lære betegnelserne på en del sprog efterhånden, siger Downes, mens jeg kigger op mod de meterhøje piber. 

-Ved du hvilke af piberne tonerne kommer ud af, hver gang du trykker ned på en tangent eller en pedal? 

-Mere eller mindre, jeg ved i hvert fald hvilken sektion, de kommer ud af. 
-De største piber kommer der ingen lyd fra, forklarer han. Dem har man indsat for showets skyld.

I aften skal Downes spille duo med den herboende australske Calum Builder, der helt i tråd med sit efternavn har selvbygget et orgel af kasserede elementer fra kirker i Thy, på Fyn og andre steder i Danmark. Piber, blæser, bælg og desuden gennemsigtige slanger, han har købt hos isenkræmmeren, og som han puster i som var de fløjter. Oprindelig er han saxofonist og den indgår også i koncerten. 

Ovenpå bælget ligger der 4-5 danske salmebøger som modvægt. Udtrykket rammer noget midt imellem science fiction, et antikt retro look og en art hospitalsscene. Til hver koncert må Calum samle og skille sit instrument ad igen og lægge det ned i sine kufferter. 

Downes er begejstret for Calums innovation og fremhæver vigtigheden i at udfordre traditionerne i det kirkelige rum. 

-Det er den måde, vi holder ritualerne i live på og viser dem respekt. Det er ikke modstand. Selvom jeg ikke tilhører den kristne tro som sådan, er det en spirituel oplevelse for mig at spille orgel. Det er jo mit liv, og det jeg er dedikeret til. 

-Jeg ser mig selv som en gæst i kirken, ligesom en VVS mand, og jeg er altid blevet varmt modtaget overalt. Orgelet har et formål i at samle menigheden og akkompagnere dem i deres salmesang, og det synes jeg er smukt. Det er min opgave at tage mig kærligt af instrumentet, når jeg er her. 

-Hvor meget kan man bryde med de musikalske traditioner i kirkerummet? -Hvor går grænsen? spørger jeg.

-Jeg søger stadig efter det svar, svarer han med et grin.

-Rummet har jo kraft og det har også institutionel magt siger jeg prøvende, og Downes samstemmer.

-Der skal ikke så meget til før, man bryder fuldstændig med forventningerne til, hvilke lyde der skal komme ud af et kirkeorgel. Men i forhold til grænserne, sker der noget, når jeg spiller i duo sammen med Calum. Vi udforsker, mens vi bygger improvisationer op uden at ane, hvor det hele lander henne.

-Giver I hinanden mere mod? 

-Ja, det kan man godt sige. 

En udfordring ved improvisationen er dog især for Downes, at han knap kan høre Callum på grund af afstanden og den volumen, han sidder midt i. 

Under prøven stiller Calum sig hen under balkonen som i en anden Shakespeare-scene for at spørge ind til, hvad Downes kan høre og ikke høre. 

Den store fysiske afstand imellem de to musikere minder mig om, hvordan kald og folkeviser gjaldede mellem mennesker fra én bjergtop til en anden i landsbyerne i Central og Sydeuropa. Der er noget romantisk og anakronistisk over det - også i den lydhørhed og åbenhed de to musikere har overfor hinanden. Som om afstanden bringer dem tættere sammen. 

Inden koncerten får publikum at vide, at vi gerne må bevæge os rundt i kirken for at opleve musikken fra flere vinkler. Eftersom præsten ikke deltager, føles det lidt som om, vi er alene hjemme. 

Det er befriende at eksperimentere med forskellige positioner og det skærper både lytningen og den visuelle oplevelse af rammerne. Musikken løfter blikket. Jeg knæler ved én af træbænkene tæt på vinduerne for at tage noter og ser ud på den lyse sommeraften, hvor der er vind i træerne og en måge, der flyver forbi. 

Fra denne kant, kan jeg ikke længere høre, hvem der er hvem i musikken. Det er som om tonerne fra de to instrumenter smelter sammen trods den store afstand. 

En ældre kvinde går forbi mig med hænderne foldede på ryggen. Hun ser beslutsom ud. Publikum bliver måske lidt mere opmærksomme og nysgerrige på hinanden ved at vandre rundt på denne måde. 

Jeg kigger på et vægmaleri af Jesu opstandelse og dvæler ved sårene i håndfladerne. Historierne føles mere levende med musikken. Forstærkede. Tiden flyver afsted. 

Nu høres klokkerne fra tårnet i det fjerne. Den slår 21. Da lyden fra begge orgler og kirkeklokker ebber ud, høres en hyletone. Fra en mikrofon? 

Musikerne bliver efter koncerten enige om, at det var et e. De har begge spillet efter tonen og improviseret hen over den, da de troede den kom fra den anden. Det viser sig, at det var en vandalarm, der ikke kunne slukkes, og de griner begge højt. Legen og letheden frisker hele sceneriet op. Trods passager med stor styrke og alvor i musikken, er det som om kirken er blevet et lidt mindre højtideligt rum, hvor ånden kan flyve frit.