Drømmende basuntoner i solskin

19/7/2025 | Forfatter: Henrik Christiansen | Fotograf: Henning Espersen
Lis Wessberg feat. Veronika Rud, Musikhusparken 18/07/2025

View photogallery from this concert

Livet, musikken og solen er herlig der i musikhusparken med Lis Wessbergs "gourmet-musik"! Vi kan ikke få nok! Pyt med at mælken i morgenkaffen var sur og cyklen næsten flad

Vejrguderne er i jazzhumør for tiden og livet lever næsten sig selv sådan en sommerdag.

Fredag eftermiddag stillede Lis Wessberg (trækbasun) op med sin fine kvartet i musikhusparken og en bedre ramme og indhold kunne man ikke forestille sig. 

Jazz er jo 1000 ting, fra Billie Holiday, swing at danse til, be-bop med energien og den raffinerede harmonik og rytmik, blip-båt-free-jazz, hvor man sprænger rammerne og følges ad på anden vis (i dynamik, modspil eller whatever) Ja, det skulle jeg vist aldrig være begyndt at definere..... Men altså, jazz er 1000 ting og afarter. Det slår mig bare, at så mange mennesker ugen igennem har nydt jazzen i stort antal under denne uges komprimerede festival, og at vi så samtidig oplever jazzen ret usynlig i TV og mainstream radio.

"Jazz er for smalt! Jeg kan ikke lide jazz! Jeg får stress!"

Meget har man hørt gennem tiden.

For mig er jazz delvis en tradition og noget med at improvisere på stedet . Man sætter noget på spil, interagerer impulsivt og har et personligt udtryk, som fx ikke går i symfonisk sal med Mozart eller Per Nørgaard.

Nevermind.

Hver ting til sin tid.

Lige nu er det jazz med trækbasun i front, og Lis Wessbergs kompositioner formodentlig. Hun står sammen med en gruppe med Steen Rasmussen på keyboard, Kaspar Vadsholdt på kontrabs,  Jeppe Gram på Trommer.

Lis Wessberg tager teten foran orkesteret med charme og sikkerhed bagved to albums til salg forrest på scenen, og et tredje på vej. Hun har ofte tidligere gæstet Aarhus Jazzfestival med Steen Rasmussens fine kvintet. Dejligt og forfriskende med endnu en kvinde i front.

Sidedamen hvisker: "Sikke en smuk grøn kjole!"

Og wow! hvor det lyder godt. Et bossa nova agtigt nummer gynger sikkert af sted. Man tager den med ro, og der er en afklaring over musikken, som passer perfekt til hele sceneriet. Det behøver ikke være mere svedigt - det klarer solen.

"Det er næsten easy listening", siger sidedamen igen mellem 2 numre.

Jeg giver hende ret. 

Easy listening har måske nogengange en negativ klang af noget. som er ligegyldigt og kedeligt. Ikke for mig. Jeg elsker musik som ikke spiller med musklerne i højt tempo, men i stedet inviterer ind i stemninger og "feel good". Og har alle genrer ikke ups & downs?

Her er det for mig lidt som at sidde i godt selskab blandt venner og føle man elsker folk, uden at sige det. Stilheden, som ikke er pinlig.....Orkesteret underspiller som de elskede venner og det er en sand nydelse. Man mærker skønheden i musikken, drømmende sejle som de få skyer på eftermiddagens himmel.

Så kom vi ud i et nummer som gav mig lidt en følelse af at ude være i rummet harmonisk - ikke bare sådan frem og tilbage, men hop! hop! Ud i nye tonaliteter. Dejligt fri af udtrådte stier, men måske også lidt diffust uden et fast holdepunkt. Jeg var vist lige væk et øjeblik i bekymringer om cyklens bagdæk..... 

Det ukendte og nye er ofte spændende og udfordrende, og ved første færd, kan man ikke altid følge med.

Eftermiddagens sangerinde introduceres: den lokale Veronika Rud, som Wessberg fortæller, hun først stiftede bekendtskab med på p8 jazz radio, og straks kontaktede: "Vil du ikke synge mine sange på mit nye album?"

Det ville Rud gerne, og her er hun!

Man forstår valget. Sikkert, næsten undersunget fortolker Veronika de fine sange uden store (unødvendige) armbevægelser og falbalader.

Næste sang er dedikeret til pianisten, Steen R og har titel og indhold som forholder sig til klimaet og worst-case-scenario, vistnok. Hvad sammenhængen er, fangede jeg desværre ikke. Det slog mig henimod slutningen at, jeg ikke opfattede meget af  indholdet af de engelske tekster. Kunne de have været på dansk og dermed mere tilgængelige og nærværende? Tjah?

Et af de sidste nummer sparker lidt mere til bolledejen, og Steen R viser flere "narrestreger" fra sin keyboard park med droner (liggetoner/akkorder) og klange, man oftere hører i pop eller fusion.

Klædeligt, og da Lis Wessberg annoncerer sidste nummer - 3 minutter tilbage er sidedamen der igen med højt et passioneret "ØV!"  - og jeg brænder selv inde med "Ekstranummer!" brølet.

Men sikke da en dejlig koncert. Trommer og bas også fuldstændig på plads med udsøgt og loyalt akkompagnement og soli. OG, fine numre med smørblødt lækkert spil og tone fra kapello.

Bravo!