Lau indtog jazz-højen og begejstrede i Lille sal

20/7/2025 | Forfatter: Henrik Christiansen | Fotograf: Henning Espersen
Lau Højen & Peter Vuust Trio, Musikhuset Aarhus 19/07/2025

View photogallery from this concert

Lau Højen på slap line i nyt land - nu med jazzkasket. Briste eller bære? Mod og hjerte

På plads i en fyldt lille sal efter endnu en herlig dag med jazz i gaderne og dejligt solskin.
Scenen er klar med kontrabas (så må det være jazz!), trommer, flygel og en sangmikrofon. Ingen guitar? Lau Højen i en anden rolle end som frontmand i Carpark North. 

Der deles drikkelse ud til musikerne dernede på scenen, mens vi venter. 
Kildevand og jazz - vigtige ingredienser! Rolig, kærligheden kommer senere.

Trioen gør deres entre og Peter Vuust (bas og med-kapelmester) introducerer første nummer. Hans egen “Hommage to Keith” i fornemt kammermusikalsk ensemblespil, imens Lau Højen varmer stemmen op backstage.

“ER det et Steinway” (flygel), spørger sidedamen? Vi enes om at klaverlyden mangler varme og klang. Er det forstærkningen eller hvad? Kunne man forestille sig et akustisk set up med disse dygtige og dynamiske musikere? 

“Hvad gør man , når man spiller Schubert?" hvisker jeg til sidemanden, som er klassisk pianist.

Akustikken i lille sal er måske lidt tør, men klaverlyden bliver snart bedre i løbet af et par numre, bliver vi enige om.

Efter første nummer træder sangeren ind. Med den velkendte kasket og markante brille, men mere “nede på jorden” med sange på dansk, overvejende “blå”, som han bekendtgør, og skrevet under Coronaen.

Udtryksfuldt, nøgent og stærkt leder Lau Højen os gennem stærkt personlige sange om kære i forældre-generationen, som er gået bort, angsten for at børnene skal miste deres far, Ingemanns “Tit er jeg glad” (Som Højen m. fl. gav med DR pigekoret i TV engang i en gribende version som straks sendte mig i sangbogen for at forstå denne sære triste/glade tekst) og “Døden får os til at leve”....Stærke sager og hymner sunget med patos og flot udtryksfuld stemme.

Højen spørger modigt undervejs: “Hvad synes I? Kan I li’ det”?

Det kan vi helt sikkert. Både kleenex og mobil-lys kommer frem under koncerten. Lau Højen og den vante konstellation Carpark North sælger normalt billetter og fylder stadions med højtflyvende energisk power musik - også undertiden med en stærk emotionel nerve og personlige tekster, men denne nye afdæmpede indpakning falder klart i god jord i aften. Den ungdommelige fest i overhalingsbanen med vind i håret (kasketten) afløses af mere eftertænksomhed, modenhed og sårbarhed. Færre illusioner og mindre ønsketænkning? Måske er det det, der er i spil?

Vi får også numre til den mere poppede side og én om en forelskelse i 0. klasse. Hele tiden i trioens sikre greb, selvom vi vistnok er ude i en debut med en enkelt morgen øvning? Flere lydfiler er formentlig sendt frem og tilbage og har gjort sit til musikernes sikre udførelse. Den unge pianist Rasmus Sørensen, som Vuust bekendtgør kunne være en søn, imponerer. Minimalistiske velvalgte klange blandet med virtuose løb og jazzede skæve toner, når oplaget synes lidt fersk.

Og trommeslager, Morten Lund, gør sig også pænt bemærket (mildt sagt). Selv uden lyd ville de malende bevægelser fryde øjet. Et voksent legebarn kan da kun inspirere. Med kolossalt overskud, musikalitet og virtuositet krydrer han sangene på smagfuld vis. Hvert et slag lyder lækkert, og jeg tror, jeg kan sige, at en medrivende solo var øjeblikket, hvor salen overgav sig, klappede med og hujede begejstret. Ud over scenekanten, underholdende, dejligt og super fedt spillet! 

Vuust må også omtales.Tidligere lærer for Højen i øvrigt sammen med Lund. Efter 117 andre jobs i jazzfestivalen stadig stående oprejst ved bassen. Efter en dag med trio morgen øver, 2 gange jobs på Salling Rooftop og dæleme også jam session efter denne koncert! Det er jo en helt overmenneskelig præstation! Træthed at spore? På ingen måde. Smukt, rent og indlevet spil lige i øjet. Imponerende. Måske har manden opfundet en hjernechip, der giver supermandskræfter, i sit virke som Musikkonservatorieprofessor på “Music in the brain”? Musik i hjernen, hjertet, fingre og tæer. Bravo.

Vi elsker det her. Åbenheden og nærheden på scenen - sangenes hudløshed åbner os op for en kærkommen følelse af fællesskab. Smerten og sorgen er vi fælles om. Den menneskelige skrøbelighed, frygt og behovet for kærlighed. Godt at blive mindet om det. Vi glemte det jo lige i farten, da vi skulle det ene og det andet til tiden, maven drillede og dynen var alt for varm……

At glædes eller græde - det er jo sjælens inderste streng, der klinger. Den store mening, vi pludselig kan mærke. 

Måske bliver man en smule rørstrømsk af aftenens oplevelse?

Det er okay. Vi kan lide det!

Stående ovationer og applaus. 

Vi får “Verdens bedste nummer “ som ekstra nummer. Hm! Hvad kan det mon være?
Beatles? Paul Simon? Stevie Wonder? Joni Mitchell? James Taylor? Næ, næ! Vores egen Sebastians “Vårvise” (Også tidligere sunget  af Højen med DR’s pigekor).

En velkendt traver - og man forstår det! Det er jo en gudesmuk sang i de bedste hænder her.

“Vi kan bukke, men vi har ikke flere numre", påstår Højen. Nævnte han ikke, at der måske ville komme et nummer fra Carpark North repertoiret? Nevermind. (2 glas vin er ikke altid bedre end 1).

Sikke da en sangskat vi har i lille Danmark! Og Lau Højen kandiderer stærkt til rækken af bidragydere, vil jeg mene.

I det hele taget må man takke for det store privilegium, det er at opleve skøn musik, eminente musikere, danske såvel som udenlandske, invitere til store oplevelser i vores eget Aarhus, og til jazzfestivalen som rummeligt og nysgerrigt tilbyder os jazz i vide rammer.

Det er voldsomt fedt, og det har været en vidunderlig og berigende uge. 

At man også havde bestilt sommervejr i uge 29 er jo bare helt genialt! 
Jubiii!